Sådan vasker du din sovepose

i: Soveposer, Udstyr | 0

Når du køber udstyr til rejse eller outdoor, skal det naturligvis holde længst muligt. Det er derfor vigtigt, at du behandler dit udstyr korrekt. Det er alt lige fra vask til imprægnering. Vi guider dig herunder til vask af sovepose.

Din sovepose skal sikre dig en komfortabel nattesøvn, når du er på tur.

Sådan passer du bedst på din sovepose:

  • Sørg for at gennemlufte den efter hver brug, så nattens fugt forsvinder. Du mindsker dermed risikoen for, at din sovepose begynder at lugte eller bliver jordslået
  • Hav din sovepose til at hænge i et skab eller lignende, når du ikke er på tur – hvis du har plads til det. Hvis ikke, så opbevar den i en større pose end den, der medfølger. Når soveposen er komprimeret i længere tid, reduceres isoleringsevnen
  • Vask ikke din sovepose efter hver tur. Den har ikke godt af det
  • Ryst gerne din sovepose efter brug, så du får rystet fyldt jævnt på plads

Udluftning af sovepose

Det hele begynder ved udluftning. Får du ikke får luftet soveposen tilstrækkeligt, vil den nemlig komme til at lugte over tid. Det er naturligvis ikke en lækker oplevelse at skulle sove i en ildelugtende sovepose. Du behøver ikke at vaske din sovepose ofte – faktisk er det bedst at undgå det, da vask kan nedsætte soveposens isoleringsevne. Det anbefales, at du vasker din sovepose cirka en gang om året, eller hvis der er er synligt snavs på den. Det er derimod vigtigt, at du lufter din sovepose godt igennem efter hver brug.

Lyn soveposen helt op og hæng den op, så der kommer masser af luft igennem den. Er du kommet lidt sent op til at nå at lufte soveposen, anbefaler vi, at du gør det så snart, du kan komme til det. Det er bedre sent end aldrig.

Hvis din sovepose ikke er synligt beskidt, vil det ofte være tilstrækkeligt at lufte den godt igennem.

Vask af sovepose

Det kan naturligvis være nødvendigt at vaske din sovepose. Det vigtigste er at starte med at kigge på vaskeanvisningen – kan din sovepose tåle at komme i vaskemaskinen? Der er forskel på, hvordan du må vaske din sovepose – det afhænger primært af fyldet. Er det dun eller fiber?
Hvis din sovepose har fået en mindre plet, kan du forsøge at fjerne den med en hårdtopvredet sæbeklud, inden du vasker hele soveposen.

Vask af sovepose med dun

Det er lidt mere omstændigt at vaske en dunsovepose fremfor en fibersovepose. Det er først og fremmest særligt vigtigt, at du ikke maskinvasker din dunsovepose ofte, da dunenes indhold af naturlige olier kan forsvinde.

Når du skal vaske din sovepose med dun, anbefaler vi, at du bruger vaskemiddel som er lavet til dun. Det hjælper med at holde dunenes olie fast, som er dem, der bidrager til dunsoveposens høje isoleringsevne.
Har du en stor balje, hvor du kan vaske soveposen i hånden, er det mest skånsomt for soveposen. Det er dog en besværlig proces – så hvis du foretrækker vaskemaskinen, forstår vi det godt. Du skal være opmærksom på, at du højest må vaske dun på et 30 graders skåneprogram. Når programmet er færdigt, er det en god idé at give soveposen et helt almindeligt skylleprogram, så du sikrer dig, at sæben skyllet ud.

Inden du putter soveposen i vaskemaskinen, skal du lukke alle lynlåse og lukninger med velcro.

Når du behandler din sovepose korrekt, forlænger du levetiden.

Vask af sovepose med fiber

Fiberfyld er et syntetisk materiale, men det har alligevel bedst af at blive vasket i hånden – ligesom dunfyldet. Det er som sagt en stor opgave at vaske sin sovepose i hånden. Hvis der på soveposens vaskemærke står, at posen kan tåle maskinvask, kan du give den et skåneprogram. Det er heller ikke her ligegyldigt, hvilket vaskemiddel du bruger. Vi anbefaler vaskemiddel til syntetisk fyld.

Inden du putter soveposen i maskinen, skal du lukke alle lynlåse og lukninger med velcro.

Se populære soveposer i vores shop

Tørring af sovepose

De fleste soveposer kan du tørre i en tørretumbler. Det er, som inden vask, en god idé at tjekke vaskemærket for at være sikker. Kan din sovepose tåle det, kan det være en fordel at tørretumble den, da lufttørring er en lang proces. Vi anbefaler, at du putter 1-2 tennisbolde ind i tromlen sammen med din sovepose. Du sikrer dermed, at fyldet fordeler sig jævnt. Dette gælder både soveposer med dun- og fiberfyld.

5/5 - (11 votes)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *