Uld har et utal af fordele, og derfor er uldsokker et populært valg, når du skal vandre. Måske du tænker, at uldsokker kun er gode, når vejret er koldt, men uld er et meget alsidigt materiale med mange egenskaber. Vi gør dig klogere på uldsokkens mange kvaliteter, og hvilke du skal vælge til din tur.
Uld er et af de mest populære materialer til vandring
Hvorfor vælge uldsokker til turen?
Er man ude at vandre, er det ens fødder, der bliver belastet allermest. Derfor er det vigtigt at passe på dem med et par gode sko – og mindst lige så vigtigt – med et par gode vandresokker. Et af de mest brugte materialer til at lave vandresokker er uld. Uld har nogle helt naturlige kvaliteter, der gør det til et oplagt materiale at bruge til vandresokker. De største fordele ved uldsokker har vi samlet her:
Fordele ved uldsokker:
- Holder på varmen
- Temperaturregulerende
- Åndbarhed
- Naturligt materiale
- Svedabsorberende
- Bløde og behagelige
- Naturlig lugtmodstand
- Gode mod vabler
Holder på varmen: Med uldsokker er man sikret varme fødder. På grund af uldens luftige fibre, fungerer uldsokker isolerende, og de holder derfor på den varme, man frigiver fra fødderne. Træder du i en kæmpe vandpyt, skal du heller ikke frygte for kulden, for uld er med til at holde dine fødder varme, selv når de bliver våde.
Temperaturregulering: Foruden at holde på varmen, er uld også god til at komme af med overskydende varme, og er derfor med til at regulere temperaturen af dine fødder. Overskydende vanddamp produceret af dine fødder slipper igennem uldsokkerne, og hjælper dine fødder til at have en behagelig temperatur.
Åndbarhed: På grund af uldens luftige fibre, kan dine fødder bedre slippe af med varm luft og ånde bedre. Uldsokkers åndbarhed er en af de egenskaber, som gør dem ideelle til vandring.
Svedabsorberende/Fugtregulering: Ingen har lyst til at have sure vandretær. Uldsokker er både svedabsorberende og fugtregulerende, og sikrer dig tørre behagelige fødder.
Bløde med god komfort: Uldsokker giver med sit bløde materiale god komfort i vandreskoen eller vandrestøvlen.
Naturlig lugtmodstand: Uld besidder naturlige antibakterielle egenskaber, der hjælper med at bekæmpe lugtgener. I forhold til vandresokker lavet af syntetiske stoffer, vil det tage længere tid før dine uldsokker vil begynde at lugte dårligt, og du kan derfor have dem på i et par dage ekstra, før du skal vaske dem.
Gode mod vabler: På grund af uldens svedtransporterende og temperaturregulerende egenskaber er uldsokker effektive, hvis du vil undgå vabler.
Slidstærk/holdbare: Til sidst er uldsokker slidstærke og holder i lang tid – hvis man passer på dem vel at mærke.
Sådan vælger du dine uldsokker
Der findes mange typer af uldsokker, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvad der passer til dig og din tur. Dét du især skal være opmærksom på er materialerne, forholdet mellem materialerne og prisen.
Uldblanding: Når du skal vælge dine uldsokker skal du være opmærksom på mængden af uldblandingen. Et højere indhold af uld giver bedre isoleringsevne, temperaturregulering og alle de andre fordele ved uld. Indeholder vandresokkerne mindre uld, indeholder de typisk mere kunststof som eksempelvis elastan. Blandingen af uld og kunststof har den fordel, at sokkerne har en bedre pasform, og de yder typisk mere støtte omkring foden.
Pris: I forhold til prisen, skal du være opmærksom på, at uldsokker typisk vil stige i pris i takt med indholdet af uld. Prisniveauet vil også typisk være højere, hvis du skal have et par strømper med merinould i stedet for almindelig uld.
Merinould: Måske du har hørt om det populære merinould? Merinould har alle de samme fordele som almindelig uld har, men er tyndere og mere fint i materialet. Mange vandrere elsker sokker af merinould, fordi de fylder lidt mindre i skoen – og så kradser de heller ikke, som almindelig uld kan gøre.
Uldstrømper er behagelige og holder fødderne varme
Skal jeg vælge sokker eller strømper?
Hvordan ved man, om man skal bruge sokker eller strømper til sin vandretur? I virkeligheden handler det om den tur, du skal på, og om din egen personlige præference. Når det er sagt, kan du læse her, hvad fordelene er ved uldsokker og uldstrømper hver især.
Uldsokker: Hvis du vil holde kulden for døren, kan det være en fordel at vælge en tyk uldsok. Tykke uldsokker er varme og foruden til vandring, er de oplagte at bruge i vinterstøvlerne eller gummistøvlerne. Du kan også bruge dine varme uldsokker indendørs om vinteren og være sikret varme fødder.
Uldstrømper: Uldstrømper har den fordel, at de er tyndere. De er især gode til vandring under varmere himmelstrøg, hvor de kan hjælpe med at temperaturregulere dine fødder. Men uldstrømper kan også bruges til hverdag, når du har brug for lidt ekstra komfort.
Hvorfor det er en god ide at have både en uldstrømpe og uldsok: Mange bruger både en strømpe og en sok, når de skal vandre længere distancer. Med en uldstrømpe underneden og en uldsok over, hjælper de to sokker imod friktion og gnidning, der er en af de største årsager til vabler.
Det skal du være opmærksom på ift. til dine uldsokker
Uld er fra naturens side et slidstærkt materiale. Med det sagt, er der nogle ting, du bør være opmærksom på, hvis du vil give dine sokker den længst mulige levetid.
Vaskeanvisning: Med et par uldsokker er det vigtigt at være opmærksom på vaskeanvisningerne. Uld kan ikke tåle for høje temperaturer, da det resulterer i at de skrumper. Vask dem i stedet på 30 grader og undgå at putte dem i tørretumbleren. Generelt anbefaler vi, at du følger vaskeanvisningerne på dine uldsokker.
Pas på formen: Generelt holder uldsokker godt på formen. Men hvis du gerne vil give dine sokker længst mulig levetid, bør du være opmærksom på, at du ikke strækker sokkerne ud af form, når du tager dem af og på.
Med alle vandresokker gælder det, at man skal være opmærksom på pasformen af sokken. Når du køber et par uldsokker, er det vigtigt at tjekke om sokken passer. Buler den ud et sted, eller har den en træls syning, kan det medføre dårlig komfort og vabler på vandreturen.
Uldsokker til mænd/kvinder: Når det kommer til uldsokker, er der ikke rigtig forskel på mænd og kvinder, hvorfor de fleste producenter laver unisex uldsokker. Der kan være enkelte sokker, der henvender sig til kvinder eller mænd, men her er det ofte et spørgsmål om design og ikke pasform.
Skriv et svar