Camino Portugues (2025): Stor guide til Den Portugisiske Camino

Camino Portugues, også kaldet den portugisiske camino, er den næstmest besøgte camino-rute, kun overgået af Camino Francés. Når man taler om den portugisiske rute, taler man som oftest om turen fra Porto til Santiago de Compostela på 240 km. Men man kan også starte sin vandring på Camino Portugues i Lissabon. I så fald bliver turen forlænget til ca. 610 km. Interessen for den alternative camino-rute er stigende, og flere og flere vælger at tage netop denne rute, når de skal vandre på caminoen.

Camino Portugues
Mange starter deres vandring på Camino Portugues i den karismatiske by Porto

Overblik:

Længde:230km – 610km
Etaper:Afhænger af den valgte rute
Dage:Porto: 10-14 dage        Lissabon: 25-30 dage
Overnatning:Gode muligheder
Sværhedsgrad:Let

Hvorfor skal man gå Camino Portugues?

Mange vælger at gå den portugisiske rute, fordi den er kortere end den franske rute. Starter man i Porto, kan man gå til Santiago de Compostela på 10-14 dage. På grund af rutens længde vælger mange denne camino for at finde ud af, om vandring er noget for dem, før de forpligter sig til at gå 800 km. Flere vælger også den portuisiske rute, da den ikke er lige så befolket som den franske. Du vil kunne opleve, at du på nogle etaper vil have ruten helt for dig selv. Derudover har man muligheden for at gå ude ved kysten på Camino Portugues, hvor man kan mærke den kølige havbrise i den hede sommervarme. Det er også værd at nævne, at med den portugisiske rute, får man selvfølgelig oplevet den portugisiske kultur og mad. Forkæl dig selv med seafood og et glas hvidvin, eller lyt til portugisernes yndlings fado musik i Porto.

Hvor lang tid, tager det at gå den portugisiske rute?

Hvor lang tid det tager at gå Camino Portugues afhænger i høj grad af, hvor du starter, og hvor mange kilometer om dagen du går. Starter du din rejse i Lissabon, skal du regne med at sætte 25-30 dage af til turen. Starter du i Porto, kan du gå til Santiago de Compostela på omkring 10-14 dage. Det er et skøn taget med det forbehold, at du går i et moderat tempo og med tid til at nyde oplevelsen.

Hvem kan gå ruten?

I udgangspunktet kan alle gå Camino de Portugues. Terrænet er ikke lige så udfordrende som nogle af de andre camino-strækninger, og er du i træning til at gå langt, vil du ikke støde på de store problemer. Camino Portugues give dig også mulighed for at vælge mellem den korte rute med start i Porto eller den lange rute med start i Lissabon. Der er altså mulighed for at vælge sit eget niveau, og hvor langt man ønsker at gå. Vær dog opmærksom på, at går du kystruten, vil du opleve at gå på mange brosten. Det lyder måske ikke som et problem, men den hårde belægning, kan give dig ondt i fødderne. Sørg derfor for at have gode vandrestøvler med god affjedring med på din rejse.

Vandrestøvle på Camino-vejviser
Caminoens muslingeskal leder de vandrende til Santiago de Compostela

Da Costa eller Central?

Camino Portugues består af mange ruter, men de to mest populære er centralruten (Central) og kystruten (da Costa). Centralruten bevæger sig mest inde i landet, mens kystruten, som navnet antyder, følger den portugisiske og nordspanske kystlinje.

Centralruten

Centralruten har et varierende landskab med både bakker og bjerge, flade strækninger, landlige landskaber og frodige skove.  Ruten tager dig også gennem flere små landsbyer og større byer fuld af arkitektonisk værdi. Oplev f.eks. Valencas kendte fort eller Pontevedras smukke torve med arkitektur fra middelalderen. Den centrale rute er den mest etablerede af de to ruter, og du vil derfor opleve, at der er flere herberger, restauranter og andre services end på kystruten. Centralruten er også den af de to, der er mest udfordrende terrænmæssigt. Med andre ord er du i god vandreform, er det muligt, at du vil synes, at denne rute er den sjovere at gå.

Kystruten

Kystruten tager dig med ud til Atlanterhavet, hvor du kan nyde udsigten af det vilde hav og tage et forfriskende dyp imellem de lange vandredage. Her vil du gå gennem flere kystbyer og mindre fiskebyer. Kystruten er fladere og mindre krævende end centralruten, og den er derfor god til dig, der vil nyde en mere afslappet vandring. På grund af kystrutens mindre historiske interesse, har der ikke været lige så mange overnatningsmuligheder som på centralruten. Det er dog ved at ændre sig nu, hvor rutens popularitet stiger, og der kommer flere og flere til. Det kan dog være en god ide at booke plads på herbergerne før du tager afsted, hvis du vil være sikret en soveplads.

Den portugisiske camino
Den portugisiske rute byder på et varmt og behageligt klima

Overnatning på Camino Portugues

Langs med Camino Portugues vil du finde flere herberger, der er vandt til at tage vandrere og pilgrimsrejsende ind. Men hvis du vil undgå andres snorken på sovesal, er der også flere hoteller og bed&breakfasts langs med ruten. I spidsperioderne (om sommeren især) kan det være en god ide at bestille overnatning i god tid. Så er du sikret et sted at sove, hvor du kan hvile dine trætte fødder. For booking af overnatning på caminoen klik her.

Hvornår er det bedst at tage af sted?

Du kan gå Camino Portugues året rundt. Der er langt flest på ruten om sommeren, hvor dagene er lange og vejret varmt. Temperaturene vil typisk ligge på max 30 grader i juli og august, og jo mere nord på du bevæger sig, desto mere vil temperaturen falde. Ønsker du lidt køligere temperature på din rejse, kan du vælge at tage kystruten, hvor

Hvis du vil undgå menneskemængderne skal du gå turen om foråret eller efteråret. Vejret er dog ikke lige så stabilt, hvortil det anbefales at have regntøj og flere lag med. Du kan også vandre om vinteren, hvor du vil få ruten for dig selv og en garanteret plads på herbergerne. Temperaturene er selvfølgelig koldere, men så er det bare med at have nok tøj på.  Du skal dog være opmærksom på, at dele af ruten kan blive mindre fremkommelige på grund af vejret.

Hvilket udstyr skal man have med?

Dit udstyr afhænger i høj grad af, hvornår du vælger at gå turen. Vandrestøvler, en god rygsæk og et par vandrestave er dog et musthave. Derudover er det en god ide at anskaffe sig et pilgrimspas. Passet er nødvendigt for at få adgang til de fleste herberger på vejen. Hvis du vil læse mere om, hvad du skal have med, kan du tjekke vores pakkeliste til caminoen ud.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

På grund af det begrænsede udbud af herberger (eller Albergues, som det hedder på spansk), kan det være en god ide at have booket overnatning i forvejen. Det er i det hele taget en god ide at have gjort sig nogle tanker om ruteplanlægning. Hvor vil jeg gerne gå? Hvad vil jeg gerne se? Hvad er mit niveau? Er spørgsmål, der er gode at overveje, når du vælger din rute.

Når du går på den portugisiske camino, er det også vigtigt at have for øje, at du er gæst i et andet land. Sørg derfor for at vise hensyn for de steder, du besøger, og vær åben over for den lokale kultur og historie.

4.4/5 - (36 votes)

11 kommentarer

  1. Gustav Pallesen

    Hej,

    Jeg er en 23 årig ung mand, som godt kunne overveje at gå den portugisiske rute alene her til forår (tænker marts/april/maj).

    Kan I fortælle mig, hvor jeg kan få fat i sådan ét pilgrimspas henne, og måske lidt ift. vejret i de måneder? Antager, at det regner meget.

    Bedste hilsener,

    Gustav

    • Lars Kjær

      Hej Gustav

      Det lyder som en fed tur du skal på 😊 Der er flere måder at få et pilgrimspas på – bl.a. fra det officiele pilgrimskontor i enten Spanien eller Portugal, eller ved at kontakte nogle af de større kirker langs din vandrerute.

      Ift. vejret: Det er egentlig rimelig mildt i marts-maj – temperaturer er på 15-20*. Maj er ret tør og der kan du forvente godt vejr, men hvis du vandre på de tidligere måneder, som fx marts, så vil jeg jeg forvente regelmæssigt regnvejr. Der er en god regnjakke et must 😊🌍

      Buen Camino!

      Dbh
      Lars, Backpackerlife

  2. Maj Seneka Rasmussen

    Hej Lars!
    Jeg har prøvet at google temperaturer, hvis jeg skal gå den portugisiske camino, på kystruten. Umiddelbart vil jeg starte 1. Sep eller 14. Sep.
    Jeg synes det er svært at vurdere, hvor stor temperatur forskel, jeg skal forvente fra starten af turen i syd og til slutningen af turen.
    Er temperaturen på herbagene koldere om natten, når der er koldere udenfor?
    Jeg sover bedst ved 15 grader.
    Tak for jeres fine artikler.
    Mvh Maj

    • Lars Kjær

      Hej Maj

      Fed tur du skal på! D. 14 sep er en smule kølere end 1 sep, men tror ikke forskellen er så markant. De fleste herberg har jo ret tykke vægge, så tror du kan forvente en stabil temperatur der. Hvis du gerne vil sove ved 15* så vil jeg anbefale dig at tage en 1-2 sæsons sovepose med på turen. Nogle herberg tilbyder også tæpper, men det kan man ikke altid regne med 😊🌍

      Buen camino!
      Lars, Backpackerlife

  3. winnie kofod

    Hej Lars..
    Vi er to veninder, som har planlagt at gå fra Porto til Santiago de Compostela 14 dage i maj 2025.
    Vores mænd kunne tænke sig, at møde os og slå følge den sidste uge.
    Kan det lade sig gøre og i givet fald, hvor vil det være et godt sted at mødes?
    Vi du måske hellere anbefale os, at gå en anden Camino?

    De bedste hilsner Winnie

    • Lars Kjær

      Hej Winnie

      Det lyder som en fed tur i skal på 🙌😊🎉

      Camino Portugues går jo fra Porto til Santiago de Compostela, og man får både kystnære udsigt, historiske landemærker og charmerende landsbyer – så fed rute!

      Ift. om jeres mænd kan møde jer den sidste uge? Ja, det kan de godt! Ruten tager nok ca. 14 dage, så i vil være halvvejs på turen. Så jeg vil anbefale at jeres mænd møder jer i byen Tui.

      Tui ligger lige på grænsen til Spanien, og der er her ca. 100 km til caminoen, som også er den mindste afstand, man skal gå, for at få et pilgrimsbevis i Santiago. Det er også nemt at gå fra Tui til større byer som Vigo, så det er let for mændene at komme til.

      Tui er dog populær i maj, så overnatter i i Tui, så planlæg/book i god tid.

      Buen Camino!
      Lars, Backpackerlife

  4. Jens Peder Byrgesen

    Hej
    Vi kunne godt tænke os hvordan man kan få transporteret vores bagage fra porto til Santiago, vi skal gå i 17dage og vi starter i midt maj, er der nogle firmaer der kan hjælpe os. På forhånd tak.
    Også for en god side.
    Hilsen Peder og karen

    • Lars Kjær

      Hej Peder og Karen

      Det lyder som en fed tur! 🙌🌍 Der er flere firmaer, som specialiserer sig i at transporterer bagage, her er et udpluk i kan tage fat i:

      1. Camino Facil: Har fleksible løsninger
      2: Camino Ways
      3. Marly Camino

      Buen camino!

      Dbh
      Lars, Backpackerlife

  5. Heidi

    Hej Lars

    Vi overvejer at cykle ruten Porto til Santiago i august og vil gerne selv planlægge det.
    Skal man have et pilgrimspas ligegyldigt hvor man bor eller er det kun hvis man bruger herbergerne på vejen?
    I så fald, er det muligt at købe hjemmefra eller er det nemt nok at få fat i når man er der?
    Kan du anbefale et sted at leje cykler eller har du kun fif vedr. vandring ?

    Hilsen Heidi

    • Lars Kjær

      Hej Heidi

      Det lyder som en fed tur 😊 Et pilgrimspas er nødvendigt hvis i vil overnatte på de traditionelle herberger langs caminoen – og så er det jo et bevis for jeres pilgrimsrejse og i kan bruge det til at få et “La Compostela” certifikat i Santiago de Compostela.

      I kan godt købe det hjemme fra – se fx “Forenignen af Danske Santiagopilgrimme”. Alternativt kan i købe det i starten af ruten, fx i Porto 😊

      Jeg har ikke selv lejet cykler på ruten, men det findes vidst et bureau der hedder “Go Cycling Portugal”, som tilbyder cykeludlejning med afhentning i Porto – og så kan i aflevere i Santiago de Compostela, som jeg tænker det den mest praktiske løsning 😊🌍

      God tur! Buen camino

      Dbh
      Lars

  6. Maj-Britt Otto

    Hej, tænker at gå kystruten Porto til Santiago til maj, hvor finder jeg evt liste over overnatningssteder. Jeg har tænkt mig at gå i roligt tempo (67 år) 😊
    Hilsen Maj-Britt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *