Solo backpacking i 2024: Guide til at rejse alene og få en fantastisk tur

Har du overvejet at rejse alene? Kender du det, hvor du venter med at tage på en rejse, fordi du ikke kan finde den perfekte rejsemakker? Vælger du at rejse alene, har du total frihed til at rejse derhen du vil, gøre hvad du vil, når du vil. Måske opdager du undervejs, at den bedste rejsemakker er dig selv.

Har du mod på det? Så tag chancen og fordyb dig i nye kulturer, udforsk nye steder på verdenskortet og grib muligheden for at udvikle dig.

Se oversigten her og læs mere under billedet for at få alle detaljerne med.

Rejs alene på din næste rejse, hvis du ønsker at udvikle dig og opdag verden gennem egne øjne

10 råd til dig der rejser alene

“Det at rejse alene er den ultimative frihed – du vælger selv retning, og hvor længe du er et sted. Men det kræver også god forberedelse, når man rejser alene”

Lars Kjær, backpacker og medstifter af Backpackerlife

1. Et skridt af gangen

I første omgang behøver din solo rejse ikke være langt hjemmefra. Begynd med små skridt, tag ud og spise eller i biografen alene. Tag herefter skridtet videre og tag på en dagstur eller mindre rejse et par dage i et nærliggende område. På den måde kan du langsomt vende dig til at være på egen hånd, og før du ved af det, kan du slappe af og nyde dit eget selvskab. Du kan få inspiration til dagsture i vores artikel dagsture i Danmark.

Der er ingen der siger, at man skal være alene på hele rejsen. Man kan møde ligesindede på vejen, som man gerne vil rejse med. Ellers kan man starte turen ud sammen med en ven og senere splitte op. Det kan lette overgangen til solo livet.

2. Undersøg destinationer

Når du undersøger sjove og spændende steder at besøge, er det også en god idé at undersøge sikkerheden. Kig som udgangspunkt efter destinationer der har en lav-risiko; altså lande hvor der ikke er advarsler omkring forbrydelser, terror, voldsomt vejr eller uroligheder. Her kan du kigge på denne amerikanske hjemmeside, hvor alle lande er vurderet fra 1-4 i forhold til hvor sikre de er at rejse i. Derudover bør du altid holde dig opdateret på udenrigsministeriets hjemmeside.

Når du har valgt en destination kan du undersøge hvilke områder og kvarterer du bør undgå. Du kan også undersøge om svindel er almindeligt på destinationen. Det kan f.eks. være i forhold til lommetyveri. Du bør derfor altid have dine penge og vigtige dokumenter et sikkert sted. Du kan også overveje at have dine penge og betalingskort 2 forskellige steder. På den måde kan en tyv ikke tage alle dine ressourcer på samme tid, hvis uheldet er ude.

Det kan være en god idé at anskaffe sig en bæltetaske, som den herunder. En bæltetaske kan nemlig passe godt på dine værdigenstande, penge, pas og betalingskort.

Bæltetaske – Pacsafe Coversafe X100 waist wallet

Bæltetasken er så tyverisikker som mulig med RFID-safe, der beskytter dine kort mod uønskede scanninger og Carrysafe slushquard bælte der har indbygget stålwire.

3. Planlæg de første rejsedage

Hvis du føler dig lidt usikker, kan det hjælpe at planlægge dine første dage alene på rejsen. Det kan være en god idé at have en plan, så du ikke skal bekymre dig om de vigtige detaljer, såsom hvor du skal bo og hvordan du kommer derhen. Det er med til at sætte en dæmper på tumulten. Specielt i starten kan det virke kaotisk, når der er mange nye indtryk, mennesker og andre ting der fylder. Husk også at du ikke behøver planlægge for meget herefter. Der skal være plads til at du kan være mere spontan. Måske får du lyst til at blive længere et sted eller høre om et sted du ikke kendte til før.

Hvis du har brug for hjælp til planlægningen kan du læse vores guide til hvordan du planlægger din backpacker rejse.

4. Pakkeliste: Pak let og praktisk til din solorejse

Når du skal rejse alene, er det vigtigt at du pakker let, så derfor har vi har lavet en pakkeliste til din næste solorejse.

  • En god rygsæk til at have alt dit tøj og udstyr i
  • En daypack hvis du skal på små dagsture
  • Førstehjælpssæt hvis du kommer til skade
  • Powerbank og rejseadapter, så du altid har strøm på din telefon eller andet undervejs på turen
  • Et kamera / GoPro til at forevige de mindeværdige og unikke øjeblikke
  • Pengebælte / bæltetaske til at holde dine værdigenstande helt tæt på dig
  • Høretelefoner hvis du vil lytte til musik under en lang køretur fra A til B
  • TSA hængelås til at låse din rygsæk, døren til dit hostel og diverse ting
  • Ørepropper hvis du f.eks. overnatter på et dormroom
  • Lagenpose hvis du skal overnatte på et mindre hygiejnisk hostel
  • Pakkeposer gør din pakning meget nemmere og organiseret
  • Tøj (undgå at pakke for meget tøj. Du bliver overrasket over hvor lidt du kan klare dig med)
  • Toiletsager (f.eks. tandbørste, tandpasta, medicin, shampoo og sæbe)
  • Rejseforsikring

Ønsker du mere inspiration til hvad der er vigtigt at pakke, så tag et kig på vores backpacking pakkeliste.

5. Fordyb dig i dine passioner

Det er ærgerligt, hvis du skal gå glip af noget du har drømt om, eller hvis du har en passion, som andre ikke deler med dig. Ved at rejse alene har du frihed til at gøre lige præcis det, du har lyst til. Så mærk efter, tag beslutninger, dyk ned i dine passioner og brug lige så lang tid som du vil ved dine drømme steder, på museer eller attraktioner. Har altid drømt om at blive dykkerinstruktør eller uddanne dig til skydiver? Så book det kursus og udlev dine drømme! Du bestemmer alt selv, du skal ikke gå på kompromis med nogen. Du har lov til at være selvisk, og gøre lige præcis det du har lyst til. På din solorejse lærer du altså virkelig at lytte til dine egne behov.

Har du brug for inspiration til din solorejse, kan du tage et kig ind på A world to explore. Bloggen er på dansk og tilhører en kvinde, der har rejst alene de sidste 10 år på 5 kontinenter.

6. Læg mobilen

Du skal selvfølgelig have din mobil på dig og bruge den, når det er nødvendigt. Alligevel kan det være rart med en pause fra den konstante vane af at tjekke mobilen. Ved at lægge den fra dig bliver du mere opmærksom på hvad der sker omkring dig, og du kommer til at være mere tilstede. Du kan også tænke mere over, hvor meget du deler din rejse på sociale medier, i stedet for at overvælde dine venner med ufiltreret indhold. Du vil nok rigtig gerne poste om dine eventyr på sociale medier, men det kan være en god idé at vente med det. Dette er med tanke på sikkerheden af dit hjem. Hvis du poster, at du ikke er hjemme, kan der være en chance for at dit hjem bliver mål for indbrud.

7. Lign en lokal

Sørg for at du ligner en der ved hvor du er på vej hen; undgå de mørke gader og gå aldrig alene ud om natten. Det er måske nogle af de mest gængse råd. Hvis du ligner en turist, kan du blive mål for lommetyveri og andre former for turist-svindel. For at undgå det, kan du gøre en indsats for at passe ind i mængden og omfavne kulturen. Det kan også have den effekt, at de lokale er mere venlige og åbne overfor dig.

Tip: Det kan være en god idé at lære de vigtigste gloser. På den måde viser man respekt overfor kulturen.

8. Mød nye mennesker

Bare fordi du rejser alene betyder det ikke, at du skal være ensom. Du kommer til at møde mange mennesker på din vej, og måske møder du endda nogen, som du har lyst til at rejse sammen med.

Book overnatningssteder som passer til dine behov. Du kan bo på et singleværelse eller sammen med andre på et hostel. Hvis du booker et singleværelse kan du lede efter steder med fællesarealer, hvor du kan møde andre rejsende. Så har du mulighed for at opsøge nye bekendtskaber, når du har lyst til det. Kig her for at finde inspiration til fede hostels.

Du kan også bo i Airbnb hos lokale, da det er en oplagt mulighed for at spørge dem om anbefalinger. De har nemlig insiderviden og indsigter i området, som du ikke kan finde online.

En anden måde at møde nye mennesker er ved at melde dig til dagsture. Hvis gruppen der er med på turen ikke matcher dig, er du kun forpligtet til dem en enkel dag, og så kan du nyde selve turen. Hvis du kommer godt ud af det med nogle i gruppen kan du rejse med dem videre, om det så er timer, dage, uger eller måneder.

rejs alene

9. Følg din intuition

Når du rejser alene er det vigtigt, at du stoler på din mavefornemmelse og sætter dig selv først. Hvis du møder nogen der er ubehagelige overfor dig, eller du ender et sted hvor stemningen ikke er god, så kom væk derfra. Der er ingen grund til at være for høflig og tage chancen, specielt når du er alene. Vi siger ikke, at verden er et farligt sted, men det er klart at nogle steder er mere farlige end andre. Hvis man tager sine forholdsregler, kan man sagtens få sig en uforglemmelig rejse. Desuden er det også meget sjældent, at man er ude for rigtig ubehagelige oplevelser. Alligevel kan man have sine bekymringer, og det er derfor man skal være opmærksom, følge ens intuition og mærke efter om noget føles rigtig, og lyt så til den fornemmelse!

10. Du kan mere end du tror

Du kommer altid til at finde en løsning af den simple grund, at du skal finde en løsning. Du kan ikke altid ringe til venner eller familie for at få hjælp. Du skal gøre det meste selv, og det kan være med til at gøre dig mere handlekraftig. Samtidig skal man lade være med at slå sig selv i hovedet over fejl, og ting man ikke kan lave om på. Lad den frustrerende følelse flyve forbi, det er ikke energien værd. Kig i stedet tilbage på situationer og reflektér over om du kunne have gjort noget anderledes. Når man laver fejl, har man mulighed for at lære noget og udvikle sig. Du lærer meget om dig selv, dine grænser, dine styrker og din svagheder, når du er på rejse alene.

Er du i tvivl om noget undervejs eller har du brug for hjælp, så frygt ikke med at tage fat i de lokale. De plejer altid, at være meget hjælpsomme og åbensindede.

Spørgsmål om at rejse alene

Hvad er en solorejse?

En solorejse er en rejseform hvor du rejser alene, og oplever verden på egne ben.

Hvor er det godt at rejse alene?

Der er et hav af destinationer som er oplagte til dig der skal rejse alene; storbyer i Europa er en sikker vinder, men hvis du ikke vil lade dig begrænse af afstand kan Sydøstasien, Australien, New Zealand eller Costa Rica være noget for dig.

Er det sikkert at rejse alene?

Man er mere sårbar når man rejser alene, derfor skal man bruge sin sunde fornuft og altid tjekke udenrigsministeriet for at se om din ønskede destination er sikker at rejse til eller ej.

Er det sundt at rejse alene?

Der er mange fordele ved at rejse alene; du får en oplevelse for livet, du udvikler dig, lærer dig selv bedre at kende, får prøvet grænser af og kan sætte dig selv og dit behov først.

4.9/5 - (9 votes)

2 kommentarer

  1. Søren

    Hej med jer i Backpackerlife,

    Jeg var glad for at læse jeres artikel om “9 tips til at rejse alene”. Måske kunne I skrive lidt mere om, hvordan man som solorejsende kan forebygge tyveri i forskellige sammenhænge: Solo på stranden: Hvordan kan man sikre sine ting, når man går i vandet eller når man går en tur i byen? Er det eks. nødvendigt altid at tage sin rygsæk til stranden og låse den fast til noget med en kædelås, og bruge hængelåse til lynlåsene på rygsækken? Bør man vænne sig til, altid at have alle sine dokumenter i bæltetasken, når man bevæger sig rundt, altså billetter, pas osv.? Og i vandtæt pose, når man går i vandet? Når man sover på et hostel om natten, bør man så altid have sine dokumenter tæt på kroppen, lægge sin rygsæk i rygsækposen låst med hængelås, for til sidst at låse rygsækken fast til en sengestolpe med en kædelås? Hvis man tager på en længerevarende dykkerudflugt, hvordan sikrer man så sine ting og dokumenter, mens man er af sted? Jeg gør mig muligvis for mange bekymringer, men vil gerne høre om jeres erfaringer. Venlig hilsen Søren

    • Lars Kjær

      Hej Søren

      Tak for din besked 😊 Jeg er glad for at høre, at du har kunnet bruge vores artikel. Helt generelt bør være ikke være “alt for forsigtig” da langt de fleste mennesker man møder på sin vej er søde og rare, men man skal dog være fornuftig og opmærksom. Du kan bruge et pengebælte til at have nogle kontanter og kreditkort under tøjet, så er de mere sikker. Du kan derudover også lade nogle af dine ting være på dit hostel/værelse, så du ikke har alle dine værdier på dig på en gang. Derfor altid en god idé at rejse med to kreditkort, som du kan have forskellige steder.

      På en dykkertur vil du typisk kun have det mest nødvendige såsom få kontanter og din mobil, som du vil have i din dry bag 🙂 Resten vil du have oppe på dit værelse.

      Jeg håber det besvare dine spørgsmål 😊 Safe travels 🌎

      Dbh
      Lars, Backpackerlife

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *