The Seven Summits: Verdens højeste bjerge

En udfordring som enhver garvet bjergbestiger drømmer om at fuldføre er The Seven Summits. Udfordringen går ud på at bestige de højeste bjerge på de 7 kontinenter, inklusiv verdens højeste bjerg – Mount Everest.

Verdens højeste bjerg Mount Everest i distancen

Oprindelsen

Richard “Dick” Bass var den første til at fuldføre udfordringen i 1985. Men dengang var den ikke set som en udfordring endnu. Bass besteg de højeste bjerge på de 7 kontinenter, som et personligt mål, men det er derefter blevet kendt som en udfordring for villige og erfarne bjergbestigere.

Bass havde selv lavet listen over de 7, som han vurderede til at være de højeste, men landegrænser og hvor bjergene ligger i de forskellige kontinenter har været et omtalt område. Eksempelvis om Elbrus ligger i Europa eller Asien. Der opstod derefter forskellige meninger om listen og hvilke bjerge der skulle med.
Senere er der opstået endnu en liste fra en anden verdenskendt bjergbestiger ved navn Reinhold Messner, han ændrede bjerget I Australien til at være Carstensz Pyramid også kendt som Puncak Jaya. Kritikere mener også at Messner ville have været den først til at bestige The Seven Summits, hvis ikke var fordi han havde travlt med at bestige de 14 højeste bjerge i verden, som han var den første til at gøre.

Nogle bjergbestigere ser udfordringen som 8 bjerge, for at fuldføre begge lister. Der er dog også nogle som inkluderer Mont Blanc i deres liste, som det højeste bjerg i Europa. Der er derfor ikke en helt konkret liste af 7 bjerge, som alle vurderer til at være The Seven Summits.

Bass’ liste

41.381 meter i alt
  • Kilimanjaro (Afrika) – 5.895m
  • Elbrus (Europa) – 5.642m
  • Aconcagua (Sydamerika) – 6.962m
  • Kosciuszko (Australien) – 2.228m
  • Denali (Nordamerika) – 6.914m
  • Vinson Massif (Antarktis) – 4.892m
  • Mount Everest (Asien) – 8.848m

Messners liste

44.037 meter i alt
  • Kilimanjaro (Afrika) – 5.895m
  • Elbrus (Europa) – 5.642m
  • Aconcagua (Sydamerika) – 6.962m
  • Carstensz Pyramid (Australien) – 4.884m
  • Denali (Nordamerika) – 6.914m
  • Vinson Massif (Antarktis) – 4.892m
  • Mount Everest (Asien) – 8.848m

Selve udfordringen

I princippet kræver udfordringen at du bestiger alle bjergene, men er der en rækkefølge? og hvilken en er så den bedste?

Der er ikke noget rigtigt svar, men der anses at være en kurve af sværhed ift. de 7 bjerge. Dette er fordi ingen af bjergene er ens og de indebærer distancer af forskellige bestigningsmetoder, såsom klatring med reb på sten og andre hvor gletsjertræning og gruppearbejde er essentielt. Der er derfor en større teknisk sværhed ved nogle af bjergene.

The Seven Summits er ikke for alle (selv erfarne bjergbestigere). Udfordringen er meget farlig og dyr at begive sig ud på. I 2010 var der kun 275 personer, som har fuldført udfordringen. Udover at skulle rejse verden rundt og have de tekniske færdigheder for at bestige disse bjerge, skal man også være klar på de ekstreme vejrforhold, som man oplever under bestigningen.

Rækkefølgen

Rækkefølgen man tager udfordringen i, varierer ud fra individet og hvilke erfaringer man har. Mountain Professionals har lavet en rækkefølge, som tager udgangspunkt i Reinhold Messners liste. Den plejer de at følge, når de tager individer med på udfordringen. Den slutter dog altid med verdens højeste bjerg Mount Everest. Den totale højde af bjergene på Messners liste er 44km, det vil sige at gå fra Aarhus til Silkeborg, bare op ad!

1. Kilimanjaro, Afrika – 5.895m

Kilimanjaro ligger i Tanzania ved grænsen til Kenya. Et smukt og næsten unaturligt syn i de ellers farverige omgivelser. Kilimanjaro er ofte det første bjerg på listen. Selv med dets højde på 5.895 meter, er bjerget ikke så teknisk udfordrende. Det anses derfor at være et godt start bjerg til at træne sig op til de senere og mere krævende bestigninger.

Bedste tidsperiode for bestigning: Januar & August, men mulighed for at bestige året rundt (nogle måneder med mere nedbør)

2. Elbrus, Europa – 5.642 meter

Elbrus ligger i Rusland og er det højeste bjerg i Kaukasus-bjergkæden. Den har en mere moderat teknisk sværhed end Kilimanjaro, og anses derfor for at være et godt 2. bjerg af tage i udfordringen. Gletsjer træning er et plus, men træning undervejs kan lade sig gøre.

Bedste tidsperiode for bestigning: Juli til August, Sommerperioden i Kaukasus-bjergkæden.

3. Aconcagua, Sydamerika – 6.962 meter

Aconcagua er det højeste bjerg i Amerikaerne, den sydlige halvkugle og i verden udover Asien. Det ligger i Andes-bjergkæden i Argentina. Aconcagua har ikke en specielt teknisk bestigning og er derfor et godt bjerg til at lære at bevæge sig i næsten 7.000 meters højde. Det er ofte det 3. bjerg i rækkefølgen.

Bedste tidsperiode for bestigning: December til og med Februar, Sommerperioden i den sydlige halvkugle.

4. Carstensz Pyramid/Puncak Jaya, Australien – 4.884 meter

Carstensz Pyramid også kendt som Puncak Jaya er det 4. bjerg i rækkefølgen og findes i Indonesien og er det højeste bjerg i Sudirman-bjergkæden. Carstensz Pyramid er en af de mere tekniske svære bestigninger og kræver færdighed inden for klatring.

Bedste tidsperiode for bestigning: Oktober og Marts, kan bestiges året rundt, men nogle måneder har meget nedbør.

5. Denali (Mount McKinley), Nordamerika – 6.914 meter

Denali tidligere kendt som Mount McKinley er det højeste bjerg i Alaska-bjergkæden i Alaska. Bjerget er det 5. på Messner-listen. Det er her det virkelig begynder at stramme til ift. sværhed. Bestigningen kræver avanceret gletsjertræning og vejret er meget ustabilt.

Bedste tidsperiode for bestigning: Maj til og med Juli, primært forårsperioden i Alaska-bjergkæden.

6. Vinson Massif, Antarktis – 4.892 meter

The Seven Summits udfordringen tager en helt sydpå til Antarktis. Vinson Massif befinder sig i Sentinel-bjergkæden i Antarktis. Bestigningen er for de mere hærdede, der kan klare sig under særdeles kolde omstændigheder og kræver også avanceret gletsjertræning, for at kunne nå til bjergtoppen. Vinson Massif er som regel det 6. bjerg i udfordringen, men til tider også det sidste.

Bedste tidsperiode for bestigning: KUN December til og med Januar. Sommermånederne i Antarktis.

7. Mount Everest, Asien – 8.848 meter

Verdens højeste bjerg Mount Everest er 7. og sidste stop på listen og ligger i Himalaya-bjergkæden. Bjerget krydser Kina-Nepal landegrænsen og ligger derfor i begge lande. Det sker at nogen udfordringsdeltagere ender med at tage Mount Everest som det 6. og sågar 5. bjerg i rækkefølgen grundet individets egne erfaringer og færdigheder. Mount Everest er klart det højeste bjerg på listen men ikke nødvendigvis det sværeste at bestige. Verdens anden højeste bjerg K2 er infamøs for at være det sværeste og gennemsnitligt dør én person for hver fjerde der når toppen, hvilket gør K2 verdens mest dødelige bjerg. The Second Seven Summits, hvor K2 indgår, anses for at være en sværere udfordring end The Seven Summits rent bestigningsmæssigt.

Bedste tidsperiode for bestigning: April & Maj, I perioden før monsunmånederne i Himalaya.

Udstyr til The Seven Summits

For overhovedet at kunne bestige The Seven Summits, bliver man nødt til at have det rette udstyr med. De ekstreme forhold i miljøerne, gør bestigning endnu mere udfordrende at komme til toppen af bjergene. Mountain Professionals har lavet en oversigt over alt udstyr man skal overveje og have med.

Det bjerg som er det nuværende mål, påvirker hvilket udstyr man skal have med, eftersom det ikke er alle bjerge, som har de samme forhold og distancer. Berg Adventures International har eksempelvis lavet en dybdegående liste specifikt til Mount Everest.

Tøj

I ekstreme vejrforhold er det utrolig vigtigt at holde varmen. En af de bedste måde at gøre dette på, er at have det rette tøj med. Det er ikke bare et lag, men flere lag. Det ændrer sig dog efter hvor du er. Ved bestigninger af de mindre bjerge, er der ikke behov for lige så tykke og isolerede lag af tøj, som der er ved de højere bjerge. Mount Everest som eksempel kræver en fuld dundragt, når du skal op på toppen.

Men hvor meget tøj så? Der bliver anbefalet, inden du når til de ekstreme højder og forhold, at en tynd softshell gore-tex jakke til overkroppen som yderlag og derefter et blødt og varm midtlag og så et tyndt og åndbart inderlag.

Det samme gælder underkroppen, hvor det er et varmt og åndbart inderlag og så derefter isolerede og beskyttende bukser som yderlag.

Fodtøj

Noget af det vigtigste at have med, er det rette fodtøj. Ligesom det andet tøj, skifter det også afhængig af forholdene. Dog en del mindre end normalt. Overordnet set er sålen og længden af støvlen det mest sigende. Jo højere oppe man er, jo længere strækker støvlen op ad benet. En skridsikker sål er et krav. Dertil skal støvlen være komfortabel og sikre at fødderne ikke bliver unødvendigt ømme.

Sovepose

Soveposen er utrolig vigtig, da det er et stykke udstyr, som holder en i live, når man sover. Og ja, i live. Når temperaturer næsten kan nå ned i -40 grader celsius, bliver man nødt til at sikre sig, at man er varm nok.

Til eksempelvis Mount Everest er det anbefalet at have to soveposer med. En 800 fill-power dunsovepose med, som kan holde til -40 grader celsius. Disse kan blive rigtig dyre, men det er også muligt at bruge en kombination, såsom en høj fill-power dunsovepose og så en god lagenpose. Dertil også en mindre sovepose, som ikke behøver at kunne holde til en lige så lav temperatur. Denne bliver ofte ved basecampen.

Disse soveposer kan godt anvendes til hele The Seven Summits, men det anbefales at undersøge hvilke temperaturer man skal kunne holde til på de forskellige bjerge for at være sikker. En stor og varm sovepose kan blive for tung til forhold, hvor det ikke er nødvendigt.

Hvis du vil lære mere om dunsoveposer og fill-power, så læs vores guide til dunsoveposer.

Rygsæk

Et andet vigtigt stykke udstyr er rygsækken. Det anbefales at have to rygsække med. En stor rygsæk og en daypack. Den store rygsæk bruges primært til selve bestigningen og skal gerne have en stor åbning i toppen uden for mange ekstra rum med lynlåse, da det kan blive svært at åbne, når man er i ekstrem kulde. Daypacken bruges primært til basecampen og aktiviteter der.

Eksempler på hvad det kunne være: En stor rygsæk fra Gregory og en mindre daypack fra Black Diamond.

GPS

Når man er ude i naturen langt væk fra civilisation, er det utroligt vigtigt at kunne finde vej og for den sags skyld kunne blive fundet, hvis der opstår en nødsituation på verdens højeste bjerg. Det vil derfor være rigtig klogt at inkluderer en GPS i ens udstyr, for at sikre, at man kan blive fundet, hvis der opstår et uheld, eller man farer vild i en snestorm. En mindre GPS hvor det er let og tydeligt at bruge SOS signalet er vigtigt.

Verdensrekorden

Rekorden for at bestige verdens 7 højeste bjerge i deres respektive kontinenter holdes af Steven Plain. Den er tidligere blevet holdt af danskeren Henrik Kristiansen.

4.9/5 - (7 votes)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *