Allemandsretten refererer til retten til at færdes frit i naturen. Det er en ret, som de fleste nordiske lande har herunder Norge, Sverige og Finland. I Danmark har vi ikke denne ret, men det forhindrer os ikke i at nyde godt af den i vores nabolande. Men hvad er det nu lige allemandsretten indebærer? Og hvad er reglerne?
Allemandsretten – hvad er det?
Allemandsretten refererer til retten til at færdes frit i naturen. Med andre ord har alle ret til naturen, eller naturen er allemandseje. Hvad der dog også er en vigtig del af allemandsretten er fokusset på at sørge for, at man efterlader naturen i lige så god stand, som før man kom. Det betyder helt enkelt, at man færdes med respekt for naturen. Og så kan vi jo passende snakke om de regler, der er, når man benytter sig af allemandsretten.
Hvad er reglerne for allemandsretten?
I Norge og Sverige gælder mange af de samme generelle regler for allemandsretten. F.eks. må du vandre, cykle, plukke bær og vilde svampe og overnatte de fleste steder i landene – også på privat jord. Du må også fiske frit langs kysterne i saltvand. Der er dog også nogle forbehold, du skal være opmærksom på.
Du må ikke:
- Overnatte inden for en radius af 150 m med beboede huse eller hytter.
- Overnatte inden for indhegnet områder, eller på opdyrket land.
- Overnatte to nætter det samme sted på privat jord. (Du skal spørge jordejeren om lov, hvis du vil overnatte flere nætter)
- Du må ikke skade eller forstyrre naturen. Det betyder bl.a. at du ikke må brække grene af træer, forstyrre dyrelivet eller efterlade skrald. Med andre ord, skal du opføre dig ordentligt.
Læs også vores artikel om Leave no trace princippet.
Ved hvert område kan der dog være en undtagelse til reglen. Derfor er det en god ide at tjekke op på det sted, du skal besøge og se, hvilke regler der gælder netop dér.
OBS: Vær også opmærksom på, at hvor du godt må overnatte i Norges Nationalparker, så er det ikke tilfældet i Sveriges Nationalparker.
Frihed under ansvar
Allemandsretten fungerer under princippet “frihed under ansvar”. De frie regler for brug af naturen i Norge og Sverige fungerer kun på grund af den respekt, der bliver vist for naturen. Derfor er det vigtigste, når du bevæger dig ude i den norske eller svenske natur, at være ansvarlig og vise omtanke. Og ikke mindst må vi ikke tage for givet, at allemandsretten er et privilegium, og hvis vi ønsker fortsat at kunne nyde naturens goder, så er vi nødt til at passe på den.
Skriv et svar