Verden har utroligt mange spændende steder at byde på. Det kan næsten være svært at beslutte, hvor rejsen skal gå hen. Er det første gang, du skal afsted på en længere rejse, kan det være endnu mere vanskeligt at finde ud af, hvilke lande der er oplagte at besøge samt hvor planlægningen skal begynde.
Vi har lavet artikelserien “Backpacking for nybegyndere” til at hjælpe dig. Vi giver dig tre artikler med tre stærke bud på, hvor du skal rejse hen med din backpack rygsæk. Herunder hvad du skal være opmærksom på, inden du rejser, og hvad du skal opleve på de forskellige destinationer. Denne gang rejser vi til Australien og New Zealand. Læs med herunder.
Oceanien
Australien og New Zealand er to kæmpestore backpacking destinationer. Det er dyrere at rejse hertil, kontra eksempelvis Asien. Det er til gengæld også to vidt forskellige rejseoplevelser, du får.
Når du rejser til Oceanien, er det ofte associeret med at rejse “Down Under”, da Australien optager det største landareal. Oceanien er dog meget mere end Australien. New Zealand er eksempelvis kendt som en af verdens smukkeste naturdestinationer. Det er af samme grund årsagen til, at The Lord of the Rings blev optaget i New Zealand.
Når det er sagt, er Australien og New Zealand begge to virkelig smukke lande, som vi kun kan anbefale dig at opleve. Det er derudover to lande, som er sikre at rejse i, hvilket er en vigtig faktor, hvis du ikke er vant til at backpacke. Lokalbefolkningen er søde og hjælpsomme, og begge lande gemmer på en backpackingkultur, som gør det let at tage dertil selv som nybegynder.
Lad os komme afsted!
Australien
Vi begynder i Australien. Vi vil anbefale, at du flyver til Melbourne, som er Australiens andenstørste by. Det er en lang flyvetur. Du skal med fly fra Kastrup, og skal forvente minimum lidt over et døgns rejse. Turen vil ofte vare længere, og du skal forvente et par mellemlandinger.
Når du skal ind i Australien, skal du have et visum. Hvilket visum, du behøver, vil afhænge af længden af din rejse og typen af din rejse. Der er mange backpackere, som vælger at kombinere ferie med arbejde i Australien for at tjene penge til at rejse videre. Hvis du vil arbejde i Australien, skal du være opmærksom på, at du får lavet et visum, som gør det lovligt for dig både at arbejde og holde ferie i landet.
Valutaen i Australien er australske dollars, som forkortes AUD. En australsk dollar svarer til cirka fem danske kroner. Du kan veksle penge hjemmefra, så du har penge på lommen, når du lander i Australien.
Den eneste vaccine, du behøver før afrejse til Australien, er mod stivkrampe.
Melbourne
Det er byen, du absolut må opleve som backpacker. Melbourne er en fed by med et festligt natteliv. Det er særligt de mange besøgende backpackere og unge mennesker, som er med til at give byen en ungdommelige vibe. Det er i Sydney, du finder de mest kendte, australske seværdigheder, men du kan sagtens bruge en uge eller mere i Melbourne, inden du rejser videre.
Byen byder på kultur og kunst, live musik og masser af aktiviteter. Vi vil give dig tre anbefalinger til, hvad du skal opleve, mens du er i Melbourne.
- Book en street-art tour. Det er en lidt dyr oplevelse, men alle pengene værd. Turen er guidet af byens street-art kunstnere, og alle pengene går derfor også til at støtte lokale kunstnere. Det er en fed oplevelse, hvor du ikke kan undgå at blive betaget af kunsten i gadebilledet.
- Besøg St. Kilda, som er en forstad til Melbourne. Her kan du på den smukke, brede strand opleve nogle af de flotteste solnedgange. Når du har set solen gå ned, kan du fortsætte ud i St. Kildas natteliv. Det er byen, hvor mange rejsende fester, så der er stort set altid gang i byen.
- Tag en tur på statsbiblioteket, som er en historisk bygning med otte millioner besøgende årligt. Der er køer fra morgenstunden, inden åbningstid, for at komme ind at se biblioteket. Bygningen er med sin ottekantede form, originalt mørkt træ og vægge fyldt med bøger et besøg værd.
Melbourne er, foruden ovenstående seværdigheder, en fed by at opholde sig i. Det er let at falde ind i byens puls, som minder om en europæisk storby.
Roadtrip langs Solkysten
Når du er færdig med at opleve Melbourne, er det oplagt at tage på roadtrip op langs Australiens Østkyst, også kaldet Solkysten. Du kan enten leje en bil, eksempelvis en autocamper, eller du kan tage en såkaldt Greyhound Bus. Lejer du en bil, er du mere fleksibel på din rejse, fremfor hvis du tager bussen. Det er desuden en mulighed at køre på tomlen op langs kysten. Her er du dog noget mere afhængig af andre mennesker, og det kan altså tage længere tid at komme derhen, hvor du ønsker.
Der er hele vejen op langs Østkysten masser af fede byer at besøge. Du kan vælge at planlægge din tur på forhånd, eller du kan tage det, som det kommer, og lade din rejse forme sig undervejs. Vi vil dog sige, at er du på Østkysten, er det et must at besøge Sydney – Australiens største by.
Sydney
Er du i Sydney, er det et must at tage på stranden. Der er masser af smukke strande, som du let kommer ud til via offentlig transport. Der er masser af liv på strandene, og de er nærmest et surfers paradise. Skal du vælge én enkelt strand, som du skal besøge under dit besøg i Sydney, vil vi anbefale Manly Beach. Her er der masser af liv, gode restauranter og spisesteder og generelt virkelig god stemning.
Er du mere til en rolig og mindre strand, vil vi dog anbefale dig at besøge Bronte Beach.
Det er derudover et must at se The Blue Mountains. Det er en tur på cirka to timer fra Sydney, men for de imponerende formationer af bjerge og vild natur er det turen værd. Du kan selv vælge, om du vil tage en enkelt dag derude, eller om du vil bruge et par dage, hvilket du sagtens kan. Der er et utal af forskellige ruter og ture, du kan opleve i bjergene, så planlæg din tur på forhånd.
Det er naturligvis også et must at se det berømte operahus i Sydney. Det er kultur og arkitektur på højt plan, som du ikke må snyde dig selv for.
The great rock – Uluru
En kæmpe klippeformation inde midt i Australien. En kæmpe turistattraktion, som er et af verdens mest berømte, naturskabte fænomener. Klippeformationen er cirka 350 meter høj og 3,6 kilometer lang. Den skifter farve flere gange dagligt, hvilket er en utrolig oplevelse.
Klippen ligger i en nationalpark, som rummer mange andre fantastiske naturskabte klipper, eksempelvis Kata Tjuja, som er en række af klipper formet som kupler. Der er mulighed for at tage vandreture derude – der er gode, informative skilte, så du kan se dig omkring på egen hånd. Det er også muligt at booke guidede ture rundt i området.
Da der er langt ind til Uluru, anbefales det at flyve derind. Det er muligt at bruge et par dage i området omkring Alice Springs, hvor særligt natur og ørken er værd at se. Hvis du har valgt at leje en bil eller autocamper, er det også muligt at køre dertil.
Det er meget populært blandt backpackere at tage arbejde i Australien et stykke tid. Det er dels for at få oplevelsen med at arbejde i et andet land, men også for at tjene penge til at rejse videre. Det er dyrt at rejse og leve i Australien og New Zealand, så det kan være godt givet ud at kombinere fornøjelse med arbejde.
Der er eksempelvis en stor vinindustri i Australien, så arbejdet kan eksempelvis være at plukke druer. Derudover er der gode chancer for at få arbejde i servicesektoren, som eksempelvis tjener, eller på en farm.
Essentials til backpacking rygsækken
New Zealand
Det er en klassisk backpacking-tur at tage videre fra Australien til New Zealand. Landet består af to store øer; Nordøen og Sydøen.
Valutaen i New Zealand er Newzealandske dollars, som forkortes NZD. En Newzealandsk dollar svarer til cirka fem danske kroner.
Du behøver ikke have et visum for at komme ind i New Zealand, hvis du er i landet mindre end tre måneder. Du skal dog være opmærksom på, at du skal søge om Electronic Travel Authority. Du skal derudover kan vise en udrejsebillet, allerede når du ankommer til New Zealand. Der er en række andre forbehold, som du skal være opmærksom på.
Vi vil anbefale, at du flyver til Nordøen først, hvor du lander i Auckland, som er New Zealands største by. Det er derudover en af de mest populære byer, hvor du nemt kan bruge nogle dage, inden du rejser videre. Det er på mange måder en “beton-by” sammenlignet med resten af New Zealand, som er fantastisk natur. Der er dog rig mulighed for at holde ferie, som du kender det fra andre storbyer.
Wellington – New Zealands hovedstad
Det er en dagstur at komme fra Auckland til Wellington. Du kan enten vælge at tage offentlig transport eller leje en bil og køre ned gennem Nordøen. Du kører igennem smuk natur og kan vælge at tage flere stop på vejen, så turen derned bliver en oplevelse i sig selv. Du finder både vulkaner og hot springs på Nordøen, altså en særpræget naturoplevelse. Du skal i øvrigt være opmærksom på, at vejnettet er lavet efter naturen, hvilket vil sige, at du bogstavelig talt kører igennem naturen; naturen er ikke ændret til fordel for infrastrukturen.
Når du har kørt hele vejen ned igennem Nordøen, kommer du til Wellington, som ligger helt sydligt på Nordøen. Det er en meget smuk og hyggelig by, som du helt sikkert skal unde dig selv at bruge tid i.
I Wellington får du lidt af det hele; et natteliv med gang i, lækker mad, kunst og kultur, en masse fede aktiviter og en smuk havn. De fleste, der besøger byen, bliver vilde med den.
Vi vil anbefale dig at besøge Museum of New Zealand, også kendt som Te Papa Tongarewa. Her får du et spændende indblik i Newzealandsk kultur og historie med smukke udstillinger.
Når du går rundt og oplever byen, kan du springe på kabelbanen, som kører op langs bjergsiden fra Central Business District. Turen til toppen tager ikke meget mere end fem minutter, men når du kommer op, er der en fantastisk udsigt ud over byen og havnen.
Det er også oplagt at cykle rundt, mens du oplever byen. Havnefronten nær Oriental Bay er et populært sted i byen, hvor det er oplagt at gå tur, cykle eller skate. Der er masser af liv, gode cafeer, skulpturer, lækker is og skønne parker i nærheden. Derudover er der hyggelige markeder, som er et besøg værd for at opleve lokale specialiteter. De har dog kun åbent i weekenden.
Sydøen
Når du er klar til at rykke videre fra Wellington, vil vi anbefale, at du sejler over til Sydøen. Du kan sejle fra havnen i Wellington til byen Picton på Sydøen, som er en sejltur på cirka 3,5 time. Du skal booke færgebillet på forhånd.
Er du ikke så meget for en sejltur, kan du også vælge at flyve fra Wellington til byen Christchurch, som er den største by på Sydøen. Det er en flyvetur på cirka 50 minutter, hvor du naturligvis også skal købe billet på forhånd.
Når du ankommer til Sydøen, uanset hvilken by du ankommer til, vil du hurtigt se en forskel fra Nordøen. Den sydlige ø er alt, hvad du i dine drømme kan forestille dig af smuk natur – endnu vildere end den nordlige øs. New Zealand er kendt for at have et enestående landskab, som tryllebinder de fleste, der besøger landet.
Picton
Vælger du at sejle til Picton, er det oplagt at blive der en dag eller to for at opleve byen. Byen er for mange et bindeled mellem Nord- og Sydøen, men den byder på masser af smuk natur, som du kan udforske både til lands og til vands. Der findes både masser af vandreture og bådture, hvor du kan opleve naturen helt tæt på. Der er også bådture, hvor det er muligt at se og svømme med delfiner.
Fem gode råd til backpack-nybegynderen i Oceanien
- Forbered dig hjemmefra og hav styr på de praktiske ting inden afrejse – det gør din tur meget lettere
- Vær åben og høflig overfor lokalbefolkningen
- Hav dine penge liggende mere end ét sted
- Hav en god rygsæk med – det er dig selv, som skal bære din bagage store dele af turen. Vær bevidst om, hvad du pakker
- Hav styr på rejseforsikring og visum
Christchurch
Byen som mange backpackere elsker at besøge, grundet de meget søde lokale og byens mange muligheder for aktiviteter. Du skal unde dig selv at spise dig gennem byen, som gennem de seneste år er trådt sikkert ind på den newzealandske madscene. Du får noget af landets bedste mad i Christchurch.
Byen har gennemgået en stor udvikling over tid. Det er en spændende historie, som du kan blive klogere på ved at besøge det populære Canterbury Museum.
Der er næsten altid en festival i Christchurch, som du kan deltage i. Hver måned hele året er der sat en ny festival op. Det er alt lige fra vin- og madfestivaller til lys-lanterne festival.
Det populære Lyttelton Farmers Market er et autentisk, newzealandsk marked, som bestemt er et besøg værd. Det ligger cirka 12 kilometer udenfor byen, men du kommer nemt dertil med bus. Der er god stemning og mulighed for at købe masser af lokalt producerede varer. Der er åbent hver lørdag fra 10-13, og det er en god idé at komme først på dagen.
Queenstown
Byen som er kendt for sin ekstremsport. Det er noget, rigtig mange backpackere bogstavelig talt springer ud i at prøve, når de er i Queenstown. Der er masser af muligheder for aktiviteter med fart på. Vi vil herunder kort give dig tre bud på, hvad du kan prøve kræfter med i byen.
Drømmer du om at prøve bungee jump, er det mest populære spring i Queenstown “The Nevis Jump”. Det er med sine 134 meter, det højeste spring i New Zealand. Det er nødvendigt at booke tid på forhånd.
Er du til et lidt mindre adrenalinkick, vil vi anbefale at zip-line. Der er mange forskellige ruter, som ofte bliver fornyet, så der bliver ved med at være nye ruter at opleve. Du sidder fastspændt i en line, mens du svæver hen over byen og søen Wakatipu. Det er en sjov og anderledes måde at se byen fra oven.
Vil du hellere holde dig helt ved jorden, er der også mange knap så vilde aktiviteter i Queenstown. Der er eksempelvis mange aktiviteter ved søen Wakatipu, hvor du blandt andet kan tage på bådture eller svømme. Du skal dog være opmærksom på, at søen er utrolig kold.
Vi vil også lige indskyde, at Queenstown er et af de bedste steder i verden at skydive, hvis du drømmer om at få sådan en oplevelse med hjem i rygsækken.
Vi vil også anbefale dig at besøge den berømte burgerbar Ferg.
En smuttur til Fiji
Når du er i Australien eller New Zealand, kan du hurtigt komme til den postkort-smukke ø Fiji. Hvis du har tid og råd, vil vi anbefale dig at tage nogle dage på en solrig bountyø. Fiji er et ørige i Stillehavet, som forbindes med paradis og bountyøer. Her kan du opleve de smukkeste, hvide sandstrande, sol, blåt vand. Du kan snorkle, surfe og dykke dagen lang. Det er afslappende badeferie i smukke omgivelser og med mulighed for at opleve et helt unikt liv under vandoverfladen med snorkling eller dykning.
Vi kan udover Fiji anbefale at besøge øerne Tuvalu eller Vanuatu, som er en del af øriget.
Valutaen på Fiji er fijianske dollars, som forkortes FJD. En FJD svarer til cirka 3 danske kroner. Du skal helst hæve kontanter, inden du tager til Fiji eller en af de omkringliggende øer, da du kun finder hæveautomater i større byer.
Fordi du kan få oplevelser, som du ikke får magen til nogen andre steder på kloden
Vi vil anbefale dig at leje en bil og tage på roadtrip. Det gælder både i Australien og New Zealand, som begge er oplagte til lange roadtrips.
Det er nogle dyre lande at rejse i, men alle pengene værd. Du skal forvente et dagsbudget på omkring 500-700 kr. for Australien og 400-600 kr. for New Zealand.
Skriv et svar