Hærvejen: Stor guide til at gå Hærvejen i 2024

Hærvejen er med sine knap 500 kilometer en af de længste vandreruter i Danmark. Den byder både på skøn natur, Danmarks historie og forskellige spændende seværdigheder. Hærvejen er det danske svar på den spanske pilgrimsrute Caminoen. En vandretur ned langs Jyllands ryg på Hærvejen giver mulighed for fordybelse, refleksion og ro fra hverdagen.

hærvejen viborg
Hærvejen tager dig gennem den smukke jyske natur og byder både på hav, sø, hede, skove og åbne landskaber

Hærvejens historie

Hærvejen har i tidens løb haft mange navne: Pilgrimvejen, Adelvejen, Oksevejen, Kongevejen, Romervejen eller blot Landevejen. ‘Hærveje’ var i ældre tider betegnelsen for hovedfærdselsårer, der i følge Jyske Lov ikke måtte spærres. Hærvejen var derfor ikke blot én vej, men et netværk af veje i landskabet langs den jyske højderyg, hvor man kunne komme nemt og sikkert frem.

Vejene er blevet brugt til mange formål gennem tiderne, blandt andet som handels- og fragtvej, men også som pilgrimsrute. Derfor har man kunne møde både soldater, bønder, handelsfolk og pilgrimme på Hærvejen. I 1800-tallet med jernbanens indtog mistede Hærvejen dog sin betydning som vigtig handelsvej.

I de senere år er Hærvejen blevet genopdaget som en rekreativ rute for både cykel- og vandreture. På ruten får du muligheden for at bevæge dig gennem de historiske fodspor og opleve Jyllands smukke natur. Du vil på din vej møde både hav, sø, hede, skove og åbne landskaber – og spændende historiske seværdigheder.

Kort over Hærvejen

Hærvejen kan Ønsker du at tage Hærvejen til fods skal du blot følge den røde rute. Ønsker du derimod at cykle Hærvejen skal du følge den blå rute.

Ruten kan enten tages via fod eller på cykel – følg blot de markerede ruter. Tryk på billedet for at se ruten nærmere

Populære vandrestøvler til vandreture

Hvor lang er Hærvejen?

Hærvejen løber fra den tyske grænse i Padborg til Viborg, hvor ruten deler sig nordpå til enten Hirtshals eller Frederikshavn. Hvis du går hele ruten er den fra Padborg til Hirtshals ca. 500 km., mens den fra Padborg til Frederikshavn er ca. 475 km. Hærvejen kan vandres i begge retninger, så du kan selv vælge om du vil starte i syd eller i nord. Hærvejen er skiltet med firkantede blå skilte med en hvid mand på hele ruten. Du skal være opmærksom på, at der godt kan være bevoksning, som dækker for de små skilte undervejs. Vi kan derfor anbefale dig, at hente Hærvejens officielle app, at printe de officielle kort eller at købe bogen ‘Hærvejen – en guide til vandrere og cyklister’. Med disse ved hånden er du sikker på altid at kunne komme trygt frem.

Hvor lang tid tager det at gå Hærvejen?

Hvis du gerne vil gå hele Hærvejen skal du regne med at det tager imellem 3-4 uger at gennemføre. Den erfarne vandrer kan godt gå hele strækningen på tre uger. Men hvis du er begynder, eller ikke ønsker at gå op imod 30 kilometer om dagen, vil det tage dig omkring fire uger. Der er naturligvis stor forskel på hvad den enkelte ønsker at få ud af vandringen. Hvis du ønsker at fordybe dig og finde ro, kan det være en god idé at give dig selv ekstra tid til at gennemføre, så du ikke bliver stresset over tempo eller distance undervejs. Hvis du derimod følger de officielle etaper og går omkring 30 kilometer om dagen, vil det tage tre uger at gennemføre, og det kan være en god retningssnor at følge, hvis du skal ønske ferie fra arbejde eller lignende.

Der er ingen regler for om du skal gå hele Hærvejen i ét stræk. Vi sagtens anbefale at udvælge en enkelt etape eller strækning til en weekendtur eller en uges vandring i sommerferien. Hærvejen er inddelt i mange mindre etaper, og det er derfor nemt at finde en strækning, der passer til dine ønsker og behov. I en travl hverdag er det blevet meget populært at gennemføre længere vandreruter i mindre bidder. Du kan eksempelvis sætte det som mål at gå hele Hærvejen i løbet af ét år henover weekender og ferier. På denne måde kan du prøve kræfter med pilgrimsvandring og få nogle tiltrængte pauser fra hverdagen ude i den jyske natur.

Hærvejen
På Hærvejen kan du finde ro og fred fra din hektiske hverdag.

Hvordan overnatter jeg på Hærvejen?

Der er et væld af muligheder, når det gælder overnatning langs Hærvejen. Du kan både finde teltpladser, shelters, billige herberg eller skønne kroer og B&B. Der er altså noget for en hver smag og for et hvert behov. Der er ikke nogen rigtig eller forkert løsning, og du skal derfor vælge den løsning, der passer dig bedst.

Pilgrimsherberg

Langs Hærvejen finder du 18 pilgrimsherberger og 11 samarbejdspartnere, der er klar til at tage imod vandrere, cykelister og ryttere. Disse overnatningsmuligheder er udformet med inspiration fra den spanske Camino, for at skabe nem og billig overnatning for alle pilgrimme på ruten. På herbergene er det ikke muligt at reservere plads, da der bliver fyldt op alt efter hvornår folk ankommer. Prisen for en overnatning i køjeseng på sovesal varierer fra 80-125 kroner. Du skal selv medbringe sovepose og mad, men der er mulighed for fri afbenyttelse af køkken, badeværelse og vaskefaciliteter. Der er generelt åbent i sommermånederne juni, juli og august. Men du kan med fordel kontakte den enkelte vært, hvis du har planer om en tur udenfor sæson.

Overnatning langs Hærvejen

Luksus overnatning

Det er muligt at finde en lang række hoteller, kroer og B&B langs Hærvejen, hvis du gerne vil sove indendørs, men ikke er stor fan af sovesale. Disse overnatningsmuligheder tilbyder typisk en klassisk indkvartering med en blød seng, et varmt måltid og god morgenmad. Dog er denne løsning også en del dyrere end herberg, så du kan overveje at vælge denne løsning, hvis du gerne vil gå Hærvejen hurtigere og være fri for oppakning. Her behøver du ikke mange kilo på ryggen og derfor kan gå længere distancer hver dag. Har du brug for en pause undervejs, kan du booke en eller to overnatninger – så har du lidt luksus at se frem til og mulighed for at oplade batterierne.

Overnat på herberg

Langs Hærvejen finder du utallige herberger. Dette er en unik overnatningsform, hvor du har mulighed for at møde ligesindede på din vej. Fælles for de fleste herberg er, at de holder åbent fra juni til august. Planlægger du at vandre eller cykle Hærvejen uden for sæsonen, så anbefaler vi at du kontakter de enkelte herberger. En overnatning på et herberg er billigere end hoteller eller lignende. En overnatning koster mellem 100-200 kr. pr. person. På herberg sover du i køjeseng på en sovesal og her skal man selv medbringe sovepose og lagen. Desuden er det muligt at købe mad- og drikkevarer – dog i et begrænset omfang.

Tryk på billedet for at undersøge de mange herberg muligheder langs Hærvejen og find et herberg nær dig

Hærvejspas

Hold styr på dine etaper på Hærvejsruten med et Hærvejspas. Med det har du mulighed for at stemple dit Hærvejspas hver gang du passerer en af de 45 steder – se listen over stederne her. Du har mulighed for at købe et Hærvejspas på et af herbergerne på ruten – gælder dog ikke Tranum strand kursuscenter og Lunken. Find et herberg nær dig her.

Den frie natur

Det er muligt at finde både shelters og teltpladser langs ruten, hvis du er vild med at sove i den skønne danske natur. Hvis du vælger denne mulighed skal du selvfølgelig have en mere oppakning med, da du selv skal sørge for det hele. Det kan give en stor frihedsfølelse bare at kunne sove under åben himmel og ikke skulle tænke over at være fremme på et bestemt tidspunkt. Du skal selvfølgelig huske, at der gælder samme regler på Hærvejen som i resten landet for overnatning i naturen. Vi anbefaler dig at tjekke naturstyrelsens hjemmeside ud, hvis du er i tvivl om disse regler. Selvom du vælger at sove udendørs er det en god idé at tjekke op på hvilke muligheder du har for overnatning den kommende dag. Det er nemlig ikke sjovt at skulle gå 5-10 kilometer yderligere på trætte fødder.

Populære vandrerygsække til Hærvejen

Er der mulighed for at handle mad og drikkevarer langs Hærvejen?

På Hærvejen kommer du igennem mange mindre og større byer og der er derfor dagligt mulighed for at handle mad og drikke. Så frygt ej – for uden mad og drikke duer helten ikke 🙂 Du kommer på ruten både forbi vandposter, små købmænd, ishuse, supermarkeder, kroer og restauranter. Så der er både noget til den lille og den store sult. Det er dog altid en god idé at have nok mad og drikke med i rygsækken til resten af dagen allerede fra morgenstunden. Du vil nemlig ikke ende i en situation, hvor du er sukkerkold fem kilometer væk fra nærmeste by.

Det er vigtigt at få rigeligt at spise når man er på længere vandreture, da kroppen har brug for noget god benzin at køre på. Du skal derfor huske at få både kulhydrater, protein og fedt til hvert hovedmåltid. Også skal du huske at du aldrig må gå ned på gode snacks, der skal være propfyldt med energi. Hvis du er nysgerrig på hvad vi selv spiser når vi er på vandretur kan du læse vores guide til kalorieholdig mad med lav vægt.

Skal man gå Hærvejen alene eller sammen?

Det er meget forskelligt fra person til person om man nyder at vandre alene eller sammen med andre. Nogle har en trofast vandremakker, som enten er en god ven eller partner. Andre har en vennegruppe, som nyder at være sammen omkring vandringen. Mens mange også er vilde med at tage alene på tur og nyde stilheden. Der er intet rigtig svar på hvordan det er bedst at vandre, så du skal finde den løsning, der passer bedst til dig. Hvis man tager afsted i selskab med andre, kan det dog være en god idé at forventningsafstemme hvor hurtigt og hvor langt man vil gå allerede inden vandreturen starter.

Du kan også sagtens tage på vandretur alene og møde nogle at følges med undervejs. Det er typisk på de længere vandreture såsom Hærvejen og Caminoen, at man falder i snak med andre pilgrimme, da alle er i samme båd om at have ømme fødder. Hvis du har lyst til at finde dig nye bekendtskaber undervejs er det vigtigt at være udadvendt og åben – måske også overfor folk du ikke nødvendigvis ville falde i snak med til en fest derhjemme. Du kan møde nye mennesker ude på selve sporet, men det er oplagt at opsøge selskab på herbergerne om aftenen. De fleste vil være klar på en god snak og en kop the, og måske også på at følges et par dage langs Hærvejen 🙂

Populært vandreudstyr til Hærvejen

Populære spørgsmål om Hærvejen i 2024

Hvor starter Hærvejen?

Hærvejen starter i Padborg og går til Viborg, hvorfra den deler sig i to til enten Frederikshavn eller Hirtshals.

Hvor lang tid tager det at gå Hærvejen?

Det tager 3-4 uger at gå Hærvejen alt efter daglig distance og tempo.

Hvor lang er Hærvejen?

Hærvejen er fra Padborg til Frederikshavn ca. 475 km. og fra Padborg til Hirtshals ca. 500 km.

Hvorfor hedder det Hærvejen?

Hærvejen hedder Hærvejen fordi den i gamle dage blev brugt som blandt andet transportvej for kongens hær.

4.4/5 - (74 votes)

3 kommentarer

  1. Birthe lund

    Hej
    En veninde og jeg vil gerne gå på hærvejen
    Med en kro overnatning
    Vi bor i Kolding
    Bliver kørt og hentet
    Hvor vil I anbefale at gå, vi går ca 15 km pr dag

    • Lars Kjær

      Hej Hanne

      Det er også en rigtig god rute – safe travels! 🌍💪🏕

      Dbh
      Lars, Backpackerlife

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *