På en vandretur er dine fødder dit eneste og vigtigste transportmiddel, og derfor er det vigtigt at du plejer dem rigtigt. Der er ikke noget værre end at have ømme fødder og en stor vabel på vej, da dette i værste tilfælde kan afbryde turen. Alle fødder er forskellige, men vi vil i denne artikel komme med nogle gode tips og tricks, der har reddet os selv flere gange, og hjulpet os med at undgå vabler på turen.
Hvorfor får man vabler?
En vabel er en blære, der opstår i huden, som er fyldt med klar væske. Væsken er kaldet plasma, der faktisk er blod, bare uden de røde boldlegemer. Vabler er ikke farlige, men de kan være meget ømme og gøre ondt.
De er kort fortalt kroppens egen måde at beskytte sig selv på. Noget der især kan fremprovokere en vabel er hvis du går i for små, løse eller for stramme sko. Her bliver huden på foden nemlig udsat for ekstra friktion. Denne friktion gør at vablen dannes, som et forsøg på beskyttelse af området.
Populære produkter til vabelfri vandring
3 vigtige råd inden vandreturen
Det er vigtigt at påbegynde god fodpleje allerede inden din vandretur. Dine fødder er både til hverdag og på vandring yderst vigtige for dig, og derfor er det en god idé at behandle dem godt.
1. Gå dine støvler til
Det første du skal tænke over inden vandreturen er at gå dine vandrestøvler til, så de sidder godt på foden. Det kan skabe store problemer, hvis dine sko enten er for små eller for store, da dette vil skabe friktion mod huden, og præcis sådan opstår vabler. Selvom det er fristende at købe et par nye sko til en lang tur, må du aldrig tage spritnye vandrestøvler på til en vandretur. Vi vil anbefale dig at bruge mindst en måneds tid på at tilvænne dig et par helt nye vandresko. Du kan starte med en tur til supermarkedet og gradvist bygge distancen op.
2. God fodpleje er nøglen
Det andet du skal tænke over i god tid inden vandreturen er at holde hård hud på fødderne nede. Dine fødder skal helst være tørre, rene og bløde under en vandretur for at forebygge vabler bedst muligt. Hvis du har tendens til hård hud på fødderne skal du tage fodbad og file den hårde hud væk. Denne proces kan gentages med en lille uges mellemrum, så du er sikker på at de er bedst plejet. Det kan derfor anbefales at starte med god fodpleje en måned før turen, så dine fødder er helt klar. Det er også vigtigt at holde tåneglene korte, så de ikke støder på spidsen af skoen, da du både kan få vabler men også nedgroede negle.
3. Vælg gode vandresko og vandresokker inden turen
Det er vigtigt at vælge noget udstyr, der passer til din krop og til dit behov. Vandrestøvlerne har meget at sige i forhold til vabler. Vi anbefaler altid at gå en størrelse op, så du er sikker på, at dine fødder har god plads og at der også er plads til en god vandresok. Husk at du altid kan gå rundt i dine nye støvler indenfor derhjemme inden du tager dem på udenfor, så du er sikker på at størrelsen passer. Hvis du vil vide mere om hvordan du vælger den rigtige vandrestøvle, kan du læse vores guide til vandrestøvler her.
Du kan komme vabler i forekøbet hvis du vælger et par gode vandresokker. Vandresokker er vigtige fordi de er med til at skabe god komfort for dine fødder i vandrestøvlerne. Vandresokker fungerer som et ekstra lag mellem huden og skoen, så huden ikke bliver mindre påvirket af den hårde belastning. Når du skal vælge vandresokker kan du kigge efter modeller med forstærket hæl og tå, da dette er med til at sikre dig yderligere mod vabler. Sokkens materiale er også en vigtig komponent, da tørre fødder er mindre udsat for vabler. Uldsokker er her særdeles gode til at absorbere sved, temperaturregulere og holde komforten i top.
Populære vandresokker i vores shop
3 vigtige råd under vandreturen
Du kan hjælpe dig selv godt på vej mod en vabelfri vandretur, hvis du husker at behandle dine fødder fornuftigt under selve vandringen. Dine fødder er dit transportmiddel og de er udsat for et stort pres under en lang vandretur. Husk derfor at lytte til dine fødder, så du er sikker på de kan klare hele turen.
1. Hold regelmæssige pauser
Det er vigtigt at holde gode pauser på vandreturen, hvor du både kan fylde depoterne op med mad og drikke, men også give din krop en tiltrængt pause. Dine fødder har især brug for regelmæssige pauser, da de er udsat for et stort slid under en lang vandretur. Når du holder pause vil vi anbefale dig at tage dine vandrestøvler og sokker af, og give dine fødder en god udluftning. Dette er med til at holde temperatur og fugt nede i støvlerne, og dermed sikre dig bedre imod vabler. Det er fornuftigt at have minimum to par sokker med på turen, så du hele tiden har mulighed for at skifte. Et lille fif er at hænge de brugte sokker til tørre på ydersiden af din rygsæk, så de er klar til brug igen ved næste pause.
2. Kom vablerne i forkøbet
Din krop er klogere end du tror, og det er derfor vigtigt altid at lytte til den. Hvis du oplever ubehag eller svie på dine fødder skal du straks holde pause, så du kan nå komme vabler i forkøbet. I nogle tilfælde kan det være nok bare at holde en pause og få fødderne luftet. Mens det i andre tilfælde kan være nødvendigt at forebygge vabler ved at sætte sportstape, englehud eller vabelplaster på de udsatte steder. Ved denne forebyggelse kan du afhjælpe huden og sørge for at friktionen på det udsatte sted bliver formindsket. Mange potentielle vabelmareridt kan heldigvis afværges her.
3. God fodpleje inden sengetid
Inden du kravler til køjs kan du med fordel forberede dine fødder til næste dags vandring. Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at skylle dine fødder i koldt vand, så du kan formindske hævelse og varme. I mens du tørrer dine fødder kan du kigge efter eventuelle udsatte områder, der kræver lidt ekstra opmærksomhed eller forebyggelse. Hvis det er lunt i temperaturen kan det betale sig at sove med bare fødder, så dine fødder kan blive luftet og undgå unødvendig fugt. Hvis du er afsted i længere perioder, som på Caminoen, skal du huske løbende at holde hård hud og tånegle nede, så du hele tiden giver dine fødder optimale betingelser for en vabelfri vandring.
Hvordan behandler man vabler?
Hvis uheldet skulle være ude er det vigtigt at du behandler dine vabler med omhug. Det kan være ubehageligt, at fortsætte vandreturen med en øm vabel, men det kan godt lade sig gøre at behandle den, så det er muligt at fortsætte. Husk dog altid at lyt til din krop og dine begrænsninger, så det stadigvæk bliver en god oplevelse 🙂
Hvordan prikker man hul på en vabel?
Start med at afspritte vablen med en desinficerende serviet eller gel, så du er sikker på der ikke er bakterier i området, der kan irritere vablen. Herefter skal du dræne vablen for væske, ved at prikke hul på den med et sterilt værktøj. Hertil kan du bruge en saks eller en nål, som du sikrer dig er afsprittet inden brug. Det er vigtigt at hullet ikke er for småt, da det så vil vokse sammen igen. Men det er også vigtigt at hullet ikke er for stort, da dette kan resultere i at huden falder af. Et godt bud ville være et hul på 3-4 mm, da dette giver mulighed for at dræne al væsken. Det er yderst vigtigt, at du afholder dig fra at pille al huden af vablen, da dette vil give stort ubehag.
Skal man bruge vabelplaster?
Når væsken er drænet kan vablen forstås som et åbent sår, og det er derfor vigtigt at beskytte den så der ikke går infektionen i den. Det bedste at behandle din vabel med er et vabelplaster, da dette indeholder fugtabsorberende gel og virker som et ekstra aflastende lag hud. Disse typer at plastre klæber helt tæt til huden og sikrer dig derfor mod bakterier og fugt. Mange vil opleve at vabelplastre kan have svært ved at klæbe, hvis fødderne bliver våde og beskidte. Derfor kan det være en god idé at komme sportstape udenpå, så du er sikker på at vabelplasteret bliver hvor det skal. Det kræver tålmodighed, men du må under ingen omstændigheder hive et vabelplaster af, da du her vil stoppe helingsprocessen. Du kan i værste tilfælde komme til at hive al huden med af og derfor sidde tilbage med et meget ømt og ubehageligt område.
Vores anbefalinger til en vabelfri tur
- Gode vandrestøvler, der er gået til og som passer til dine fødder
- Minimum to par vandresokker, så du kan skifte ved pauser
- Vaskeservietter eller gel til afspritning
- Sæbe uden parfume til håndvask og fodbad
- Hurtigtørrende håndklæde så du nemt kan tørre fødderne
- Saks eller nål til at prikke hul på vablen
- Gaze eller papir til væsken når vablen drænes
- Vabelplaster, sportstape og englehud til forebyggelse og behandling
Ofte stillede spørgsmål om vabler
En vabel er en blære, der opstår i huden, som er fyldt med klar væske. Vabler er ikke farlige, men kan være meget ømme og skabe ubehag.
Vabler er kort fortalt kroppens egen måde at beskytte sig selv på. Vablen dannes som et beskyttende lag på et udsat område, som kan hjælpe med at tage imod den ydre påvirkning.
Du kan forebygge vabler ved at holde hård hud og tånegle nede, så du undgår unødvendig friktion. Derudover skal du lytte til dine fødder og tage en pause hvis du mærker ubehag eller svie.
Men prikker hul på en vabel med et sterilt redskab såsom en desinficeret nål eller saks. Sørg for at hullet er omkring 3-4 mm, og hiv under ingen omstændigheder huden af.
Skriv et svar