Himalaya bjergkæden er den højeste og mest dramatiske samling af bjerge i verden, og strækker sig fra Afghanistan til Kina. I bjergkæden, som også strækker sig gennem Nepal, finder du det højeste punkt over jordens overflade, Mount Everest. Et imponerende bjerg som strækker sig 8848 meter over jordens overflade og ind i skyerne. Bjerget er beliggende i Sagarmatha National Park, som er på UNESCOs verdensarvsliste.
Mount Everest Base Camp – Hele oplevelsen værd
På vej til toppen af Mount Everest ligger Mount Everest Base Camp i en højde af 5350 meter. En camp fuldt med farverige telte og god stemning blandt ekspeditionsholdene som mødes her. Fra Basecamp har du udsigt til flere af verdens højeste bjerge, som eksempelvis Lhotse og Mount Everest.
Undervejs vil du møde de lokale sherpafolk, som er en etnisk gruppe der bor i Himalaya området omkring Mount Everest og har en fantastisk kultur. En Sherpa er også kendt som en guide eller stærk person der bærer oppakning og hjælper trekking turisterne.
Trekket til Everest Base Camp er i stadigt stigende popularitet, og turene til Mount Everest Base Camp tager typisk mellem 17 – 20 dage, hvoraf der er god tid til at hvile og tilpasse sig højderne. Du kan også gennemføre turen på omkring 14 dage uden akklimatisering.
Sådan når du frem til Base Camp
Flyv til Kathmandu
Kathmandu er typisk ankomststedet for turister og er landets hovedstad. Et godt råd hvis ikke man rejser med selskab som har organiseret tingene ved ankomst, er at tage en dag ekstra i beregningerne så man kan få styr på tingene selv og slappe af. Man kan også sætte et par dage yderligere af til at udforske byen efter trekket til Base Camp.
Flyv til Lukla
Her flyver de fleste hen, da det er her trekket til base camp starter. Her vil det være oplagt at flyve hen på trekkets første dag og begynde bestigningen til Base Camp.
Tag til Jiri med bus
Før i tiden var dette ruten for folk som skulle bestige ruten op til Mount Everest Base Camp, da der ikke fandtes en lufthavn i Lukla. Hvis man gerne vil have helhedsoplevelsen med i gammel stil, kan man med fordel tage denne bustur på omkring 7 timer. Hvis du vælger at tage bussen til Jiri, skal der bruges seks til syv dage ekstra på turen for at man kan vandre til Lukla.
Treks til Base Camp
South Base Camp
Dette er den klassiske Mount Everest Base Camp trek, hvor turen starter i Lukla, og går gennem flotte landsbyer. Turen er præget af en masse stier og her er det muligt at variere turen ved at besøge andre byer undervejs hvis man vil have en lille afstikker. Trekket byder på en gradvis opstigning på vej til Himalaya, hvorefter nedstigningen igen går til Lukla. Længden og højden af trekket afhænger af, hvilke stier og byer du går igennem på din vej.
North Base Camp
Et andet sted at starte sin tur til Base Camp er på nordsiden af Mount Everest, hvor trekket starter i Tibet. En fantastisk tur med mange kulturelle oplevelser undervejs og møder med lokalbefolkningen. Vælger du at trekke fra Tibet skal du søge om et kinesisk visum, og derefter ansøge om indrejsetilladelse i Tibet. Dette kan være tidskrævende, så sæt gerne ekstra dage af til at få styr på visum.
Et godt tip kan være at vælge en grupperejse, da man vil få en masse nye venner og undgå at skulle planlægge alt selv, og man derved ikke stresser over hele turen. På disse ture vil der oftest være styr på guider, indkvartering og mad, hvilket gør at man kan få mere ud af hele turen.
Hvornår skal man besøge Mount Everest Base Camp?
Det bedste tidspunkt at bestige Himalaya er i to måneder i foråret i marts og april og i efteråret i september og oktober. Imellem disse tidspunkter på året vil monsunregnen være voldsom og man kan forvente regn dagligt.
Måneden hvor de fleste tager turen er i oktober, så i denne måned kan der forventes ekstra mange vandrere. En af grundende er blandt andet at vejret er klarere grundet færre skyer og dis, hvilket gør at man bedre kan se bjergene og landskabet. Vær dog opmærksom på, at dårligt vejr kan ramme ethvert tidspunkt, så husk at være klar på kolde temperaturer i bjergene.
Gode tips til din tur
Er du typen som godt kan lide spontane handlinger, bør du sætte et par dage ekstra ind i kalenderen. Dette gør at du kan være mere fleksibel under turen og tage på flere udflugter undervejs. Det kan også være klogt at budgettere med et par ekstra dage i tilfælde af eventuelle flyforsinkelser eller ustadigt vejr. Hvis du ikke er helt så erfaren indenfor vandring, kan det være en god idé at tage med på en organiseret tur hvor du kan få hjælp af guider og til oppakningen.
Tilladelser til Mount Everest Base Camp
Hvis du vælger at rejse alene og derved ikke tager turen gennem et rejsebureau, skal du selv have styr på billetter og tilladelser. Som reglerne er lige nu, kræver det et adgangsgebyr på cirka 180 kr. at komme ind i Sagarmatha National Park. Dette kan betales i turistservicecenteret i Kathmandu.
Trekkere skal også have et Trekkers Information Management System (TIMS- kort) hvor det koster 1000 nepalesiske rupier hvis du rejser med en gruppe, og 2000 nepalesiske rupier hvis du rejser alene. Dette kan hentes på turistservicecenteret. Grundet disse tilladelser vælger mange rejsende at tilbringe en ekstra dag i Kathmandu så man kan få styr på disse.
Helbred og højdetilvænning
Base Camps højde gør, at man som vandrende kan risikere at opleve højdesyge, hvilket skyldes et reduceret lufttryk og manglende ilt niveau. Chancen for at dette sker er højere hvis man stiger for hurtigt op eller ikke akklimatiserer. Det anbefales at følge guidernes råd om opstigning, og i tilfælde af at man har steget for meget på en dag, kan man bevæge sig længere ned af bjerget og overnatte, hvis man oplever symptomer. Det anbefales specielt at du holder dig hydreret, begrænser dit alkoholforbrug og undgår sovemedicin.
Påtænker du en større ekspedition som denne, hvor det indebærer risici, så anbefaler vi at konsultere egen læge inden afrejse.
Træn op til dit trek til Base Camp
Selvom trekket til Base Camp ikke er det samme som at gå til toppen af Mount Everest, er turen stadig udfordrende og hård. Her skal man specielt tænke over de udfordrende stier, højderne, de golde omgivelser og at man skal bære rundt på en fyldt rygsæk imens man vandrer. Derfor anbefales alle der har tænkt sig at trekke til Basecamp at træne op til turen. Prøv derfor at begive dig ud på en daglig vandretur med oppakning og de rette vandrestøvler eller vandresko, og skaler tiden og distancen op på turene eftersom du bliver bedre. Prøv at find nogle stier med udfordrende terræn, så du også tilvænner dig underlaget. Tag også gerne telt med, så du vender dig til at overnatte i naturen. Husk at lig en hviledag ind imellem, hvis du går mange dage i træk.
(Ovenstående artikel er ikke en udførlig guide til Base Camp, men blot til inspiration som giver tips og tricks)
Ofte stillede spørgsmål om Mount Everest Base Camp
På vej til toppen af Mount Everest ligger Base Camp i en højde af 5350 meter.
Turen til Mount Everest Base Camp tager typisk 17 – 20 dage inklusiv hviledage. Et trek uden akklimatisering kan klares på 14 dage.
Det bedste tidspunkt at bestige Himalaya er i marts og april samt september og oktober, da man her har det bedste vejr.
Skriv et svar