De 7 bedste og smukkeste vandreture i Nordsjælland (2024)

Nordsjælland er et skattekammer af skøn natur tæt ved hovedstaden. Har du brug for et friskt pust væk fra byens travlhed, er en vandretur i det smukke Nordsjælland nærtliggende. Vi giver dig et overblik over Nordsjællands bedste og smukkeste vandreture.

  • Vandreture langs Nordsjællands kyst: Hornbæk Plantage Rundt (7,4 km)
  • Vandreture i Nordsjælland på 10 km: Gurre Sø rundt (9,2 km)
  • Længere vandreture i midten af Kongernes Nordsjælland: Tisvildevejen (77 km)

Og fire ligeså skønne ture!

Vandreture i Nordsjælland Arresø
Arresø er Danmarks største sø beliggende i Nationalpark Kongernes Nordsjælland og er en af seværdighederne på vandreturen, Tisvildevejen.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland

De fleste af Nordsjællands skønneste vandreture ligger i den nyligt etableret Nationalpark. I 2020 blev Nordsjællands smukke skove, store søer og storslået kystlandskab etableret som Danmarks femte nationalpark, kendt under navnet: Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Navnet kommer af tidligere kongemagters tilstedeværelse, der stadig kan fornemmes den dag i dag i form af historiske slotte og borgruiner spredt ud over området. Naturen er da også en konge værdig! Med to af Danmarks største søer og en af Danmarks største skove er Nordsjælland enhver naturelskers drøm. Området byder på en masse skønne vandreruter, der giver dig naturoplevelser, som du kun kan finde her.

Vandreture langs Nordsjællands Kyst

1. Hornbæk Plantage Rundt (7,4 km)

Følg de gule pletter og kom rundt i hele Hornbæk Plantage, der byder på varieret natur og historiske monumenter. Vandreturen er på 7,4 km og kan gås på ca. 1 time og 40 min. Vandreruten kan gås af alle, uanset om du går med barnevognen eller hunden (hunde skal være i snor).

I plantagen kommer du til at bevæge dig gennem ældgamle ege og endnu ældre skovfyr, der har vokset sig til store giganter. Du kommer til at gå langs med kysten, hvor du kan se hen til Sverige, og har du lyst, kan du gå ned til stranden og klatre på tyske bunkere fra 2. Verdenskrig. Er du til historiske monumenter finder du i midten af plantagen Offerstenen. En gravhøj, der blev bygget af de første bønder i oldtiden 3500 f.v.t. Plantagen har også ca. 25 gravhøje fra bronzealderen (1500-400 fvt.). Læs mere om seværdighederne i og omkring Hornbæk Plantage her.

Begiv dig ud på en vandretur rundt i Hornbæk Plantage. Tag eventuelt et dyp i havet ved Hornbæks vinterbadeanlæg
Rutens længde:ca. 7,4 km
Varighed:ca. 1 time og 40 min
Barnevogn:Kan gås med barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Hundestrand (hund uden snor, under kontrol)
Shelterplads:Nej

 

2. Kierkegaard by Nature (11,9)

Gå i Søren Kierkegaards fodspor på denne vandrerute, der går langs Nordsjællands kyst oppe ved Gilleleje. Søren Kierkegaard var stor tilhænger af at man kunne løse mange af sine problemer ved at gå, og netop denne rute skulle have været en af hans foretrukne vandreture. Turen er på lige knap 12 km og tager ca. 2 timer og 40 min at gå.

Du vil gå ad smalle, snoede stier langs stejle skrænter mod Kattegat. Hvis du downloader appen Useeum, kan du gå i dialog med den berømte filosof på ruten, hvor du vil kunne lytte til 12 citater af Kierkegaard, der lægger op til refleksion imens du går. Tag vandreskoene på og bliv inspireret af Danmarks største filosof på en tur, der byder på smukke udsigter og dyb eftertænksomhed.

Gå Søren Kierkegaards fortrukne vandrerute, der nu er opkaldt efter ham
Rutens længde:11,9 km
Varighed:ca. 2 timer og 40 min
Barnevogn:Kan gås med barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Shelterplads:Nej

 

3. Hellebæk skov (7,7 km)

Denne vandrerute er perfekt til at de små med. Den er nemlig kort, fyldt med små broer at lege på og ikke mindst, er rutens sædvanlige gule prikker blevet erstattet med smiley-ansigter. Så tag børnene med og få dem til at følge de gule smiley’er rundt i Hellebæk Skov.

Vandreturen er på 7,7 km og tager ca. 1 time og 45 min at gennemføre. På turen vil du komme forbi flere mindre søer og gå gennem Hammermølle Skov. Man kan også passende slutte sin tur af med et besøg på Hammermøllen, der har en cafe, der serverer dejlige forfriskninger. Hvis man vil forlænge turen en smule, kan man gå ned til Hellebæk strand, der er et smut derfra.

Troldænder fundet på vandreture i Nordsjælland
Nordsjællands vandreture kommer forbi flere søer, der er populære for fuglekiggere. Her er et par troldænder.
Hellebæk skov rute
Rutens længde:7,7 km
Varighed:ca. 1 time og 45 min
Barnevogn:Kan gås med barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Shelterplads:Nej

Vandreture i Nordsjælland på ca. 10 km

4. Gurre Sø rundt (9,2)

Gå langs med Gurre Sø, hvor der hele tiden er noget at kigge på. Med skov på den ene side og sø på den anden får du det bedste af naturen på denne rute. Søen er også hjemsted for et rigt fugleliv, så pak kikkerten med! Hvis man vil tage en overnatning i de smukke omgivelser,  er der også mulighed for at slå telt op flere steder på ruten. Vandreturen er på 9,2 km og tager ca. 2 timer at gå. Med pæne stier og gangbroer i træ er ruten god til at have børnene med, og barnevognen vil også kunne klare turen.

Tag kikkerten med, hvis du ønsker at se det rige fugleliv som Gurre Sø tilbyder
Rutens længde:9,2 km
Varighed:ca. 2 timer
Barnevogn:Kan gås med barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
TeltpladserJa

 

5. Geelskov – Høje Sandbjerg – Rudeskov (13,8 km)

På denne populære vandretur får du varieret natur gennem hele ture. Du kommer gennem fire forskellige skove og bevæger dig langs med flere søer på den forholdsvis korte rute. Vandreturen er på 13,8 km og er en moderat udfordrende rute, der tager ca. 3 timer og 15 min at gå.

Du starter lige ud for Holte og bevæger dig mod Høje Sandbjerg. På vejen kommer du gennem Geelskov og Kirkeskoven før du begynder stigningen til Høje Sanbjerg. Fra toppen af bjerget, kan du på en klar dag se til øen Ven og Skånes kyst i øst. På tilbagevejen kommer du gennem Rude Skov og Løjesø, som er et godt sted at fiske. Du vil også komme forbi naturområdet Vaserne, hvor du vil gå på flotte gangstier i træ hævet over vådområderne. Til slut går du langs med søen Store Kalv, før du er tilbage til starten igen.

Naturen på vandreturene i Nordsjælland
Nordsjælland byder på varieret natur med gamle skove og dybe søer.
Elsker du at fiske? Så medbring endelig en fiskestang når du kommer til Rudeskov
Længde:13,8 km
Varighed:3 timer og 15 min
Barnevogn:Ikke egnet til barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Shelterplads:Nej

Længere vandreture i midten af Kongernes Nordsjælland

6. Vandretur ved Esrum Sø og Nødebo (23,2 km)

Denne dejlige dagstur går langs med Danmarks vandrigeste sø, Esrum Sø, på den ene side og Gribskoven til den anden side. Turen er på 23,2 km og den tager mellem 5 timer og 5 timer og 30 min at gå. Ruten kan i udgangspunktet gås af alle, men på grund af længden, frarådes den til de mindre børn.

På denne tur er naturoplevelserne i højsædet. Nyd udsigten over den smukke Esrum Sø, hvor du kan kigge over til Fredensborg, en af kongefamiliens foretrukne hjem. Søen er også hjemsted for et rigt fugleliv, hvor du kan spotte hvinænder, troldænder, toppet lappedykkere og knopsvaner. Gå igennem lille hyggelige Nødebo, hvor den ældste kirke i Nordsjælland har stået siden 1200-tallet. Tag en lille rundtur i den store og gamle Gribskov, før du bevæger dig tilbage langs søen igen.

Mange rygsækrejsende går denne tur, der viser det bedste af Nordsjællands natur frem. Der er også mulighed for at overnatte i shelter, der har den bedste udsigt over søen.

Erum Sø og Nødebo ruten er markeret med rødt. Tryk på billedet, for at åbne kortet
Længde:23,2 km
Varighed:5 – 5,5 timer
Barnevogn:Kan gås med barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Shelterplads:Ja

 

7. Tisvildevejen – Vandretur på tværs af Nordsjælland (77 km)

På Tisvildevejen kommer du til at gå tværs over Nordsjælland fra Esrum Kloster til Tisvildeleje. Turen er på 77 km, og er en af de længere ture. Men turen kan dog sagtens gås på 3-4 dage.

Formelt set består ruten af fire etaper, men alt efter niveau kan man slå nogle af dem sammen. Fra Esrum til Maarum (17 km), Maarum til Annisse (25 km), Annisse til Ramløse (12 km), Ramløse til Tisvildeleje (22 km). Du starter i Esrum og kan jo passende tage et smut forbi Esrum kloster. Her kan du se den tilhørende urtehave, hvis urter bliver brugt i stemningsfulde Møllecafe, hvor du kan vælge ud fra et lækkert og varieret menukort. Herefter begiver du dig ned til den smukke Esrum Sø og går et stykke langs med den, før du begiver dig gennem Gribskov. Dernæst lægger du vejen forbi Alsønderup Enge, hvor du kan være heldig at spotte en havørn fra det nærliggende fugletårn. På slutningen af ruten vil du gå gennem Tisvilde Hegn, en rigtig troldeskov, før du når ud til den hyggelige kyst- og sommerhusby, Tisvildeleje.

Der er flere sheltere på vejen bl.a. et luksus shelter i Maarum og et robust shelter nær Arresø. Du kan finde mere om shelters i Danmark her og planlægge din tur derefter.

Ønsker du i stedet at gå dagsture, kan du passende tage én enkelt af Tisvildevejens vandreetaper.

Længde:77 km
Varighed:3-4 dage
Etaper:4
Barnevogn:Ikke egnet til barnevogn
Hund:Hunde tilladt i snor
Shelterplads:Ja
4.9/5 - (10 votes)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *